Samme dag som en ældre dame fik stjålet 80.000 kroner, blev der sendt et billede af en lille dreng på tre år fotograferet i et hav af pengesedler.

Den lille dreng er søn af Silvia Winther, som er en del af den berygtede Levakovic-familie.

Hun og tre mandlige familiemedlemmer sidder mandag på anklagebænken i Retten i Glostrup, hvor de er tiltalt for stribevis af tricktyverier og røverier under coronakrisen i foråret sidste år.

Billedet af hendes i dag fireårige søn og alle pengesedlerne er et af anklagemyndighedens beviser i sagen. Det blev sendt via kvindens Messenger til hendes ældste søn om aftenen 18. april sidste år.

Tidligere samme dag havde en 91-årig dame fået stjålet 80.000 kroner i sit hjem i Brøndby, og ifølge politiet var det Silvia Winther og to uidentificerede medgerningsmænd, der stod bag røveriet.

»Lidt blæret at tage sådan et billede«

De kom ifølge anklageren ind i lejligheden iført mundbind og under påskud af at skulle spritte af på grund af covid-19.

Anklageren mener også, at de var voldelige og truede med vold, mens den ældre dame blev ført rundt i lejligheden og beordret til at udlevere sine penge.

Silvia Winther nægter sig skyldig i anklagen. Hun er i retten iklædt en tætsiddende, sort kjole og har langt, gulligt-afbleget hår med en stor, mørk udgroning, der bærer præg af, at hun har siddet varetægtsfængslet i over et år.

Hun bliver irritabel over flere af de spørgsmål, hun får stillet af anklageren.

Det bliver værst for dig selv, hvis du ikke finder alle dine penge frem

Om billedet af hendes søn med alle pengesedlerne forklarer hun, at hun »synes bare, at det er lidt blæret at tage sådan et billede«, men at hun ikke kan huske, om det er hende, der har taget billedet eller sendt det via Messenger.

Pengene havde hun lånt til en lejlighed, hun ville leje, og hun kender ikke noget til de stjålne 80.000 kroner i Brøndby, forklarer hun.

De tre mandlige familiemedlemmer Santino, Jimmi og Dollar Levakovic skal først afgive forklaring de kommende retsdage. De er klædt i sweatshirt eller skjorte, og to af dem har synlige tatoveringer, der rækker op i nakken. Mændene forholder sig roligt og lyttende, mens Silvia Winther giver sin forklaring.

Santino Levakovic (tv) og Jimmi Levakovic (th) tidligere fotograferet foran Højesteret, hvor Santinos far Gimi Levakovic slap for udvisning. Nu er fætrene selv for retten.
Santino Levakovic (tv) og Jimmi Levakovic (th) tidligere fotograferet foran Højesteret, hvor Santinos far Gimi Levakovic slap for udvisning. Nu er fætrene selv for retten. Nils Meilvang

»Det bliver værst for dig selv«

Røveriet i Brøndby er blot et af mange forhold, som Silvia Winther og de tre familiemedlemmer er tiltalt for.

Alle fire er anklaget for i flere tilfælde at have snydt sig ind i ældres hjem under påskud af at skulle spritte af mod coronavirus og have begået tyveri eller decideret røveri ved at true med vold.

I eksempelvis en sag fra Hvidovre er de tiltalt for at frarøve en 82-årig mand 3.050 kroner, hvor Silvia Winther skulle have sagt til ham, at »det bliver værst for dig selv, hvis du ikke finder alle dine penge frem«, mens hun knyttede sin hånd foran den ældre mand.

De fire familiemedlemmer er i alt tiltalt for 40 forhold, enten enkeltvis eller sammen. De nægter sig skyldig i de fleste forhold, men erkender nogle af dem.

Tricktyveri er klanens signatur-forbrydelse

Gennem fem årtier har medlemmer af Levakovic-familien begået kriminalitet i Danmark, og netop tricktyveri har været klanens særlige signaturforbrydelse.

Klanens erklærede boss er Gimi Levakovic, som tilhører den første generation, der indvandrede fra Kroatien i 1970. To af hans i alt 11 søskende er siden blevet udvist, og han har også selv været tæt på udvisning flere gange.

De fire tiltalte på anklagebænken mandag risikerer dobbelt straf, fordi mange af forholdene er begået under påskud af at ville bekæmpe covid-19.

Anklagemyndigheden påstår også, at Jimmi Levakovic og Dollar Levakovic skal udvises af Danmark. Silvia Winther og Santino Levakovic er danske statsborgere og kan derfor ikke udvises.

Der er afsat 17 retsdage til sagen, og der ventes dom i slutningen af september.