En lille treårig dreng sidder på en seng omgivet af et hav af pengesedler. Han kigger betuttet ind i en kameralinse, mens de mange femhundredkronesedler ligger spredt rundt om ham.

Drengen er ikke en tilfældig treårig. Han er søn af Silvia Winther, som er en del af den berygtede Levakovic-familie, der i årevis har hærget Danmark med tricktyverier og røverier.

Gennem årene er det især mændene i sigøjnerklanen, der har prydet de danske medier med deres lange synderegister af domme, men kvinderne i familien spiller også en aktiv rolle og har utallige alvorlige domme bag sig.

Silvia Winther er en af de kriminelle kvinder, og hun er endnu en gang havnet på anklagebænken. Denne gang er hun sammen med sine tre nevøer tiltalt for stribevis af tricktyverier og røverier mod ældre borgere under coronakrisen.

Billedet af hendes søn i et hav af pengesedler er et af politiets beviser i sagen. Det blev sendt fra hendes Messenger-profil samme dag, som en 91-årig dame med trusler om vold blev berøvet 80.000 kroner i sit hjem i Brøndby.

Skal man tro politiet, så var det Silvia Winther, som stod bag det voldsomme hjemmerøveri, men det afviser den 43-årige kvinde.

Ovenstående er imidlertid langtfra et enestående eksempel. Familien med de kroatiske rødder har i årevis ernæret sig ved en kriminel løbebane, hvor særligt de mandlige medlemmer af familien har spillet en central rolle.

Men Silvia Winther og hendes to storesøstre, Monika Hansen og Diana Petrovic, har også et indgående kendskab til det danske retssystem.

Alle kan de bryste sig af kriminelle cv'er, der er længere end de flestes, og hvor netop tricktyveri, som Silvia Winther aktuelt er tiltalt for, lader til at være blandt de foretrukne metoder, når ældre mennesker skal berøves.

Særligt den ældste af de tre søstre, Diana Petrovic, har i den grad gjort trickyveri til sin metier – i flere tilfælde under dække af at være fra hjemmeplejen.

Det har formentlig også været en medvirkende årsag til, at hun i medierne er blevet døbt 'tricktyvenes dronning'.

I en TV 2-dokumentar fra 2015 erkender hun da også, at hun adskillige gange er blevet dømt for at have begået tricktyveri, men holder samtidig stædigt fast i, at hun aldrig har begået et tricktyveri.

Silvia Winther under den aktuelle retssag, hvor hun blandt andet er tiltalt for at stå bag et tricktyveri (Tegning: Annette Carlsen)
Silvia Winther under den aktuelle retssag, hvor hun blandt andet er tiltalt for at stå bag et tricktyveri (Tegning: Annette Carlsen)
Vis mere

»Jeg er dømt uskyldigt alle gangene,« siger hun i programmet.

Trods sin påståede uskyld har Diana Petrovic ifølge flere medier også en stribe domme for både tyveri og vold. Sidstnævnte blandt andet fordi hun efter eget udsagn har slået »folk fra kommunen« samt parkeringsvagter.

»Det har jeg gjort mange gange. Så fik jeg 30 dage. Så spytter jeg på dem,« siger hun i TV 2-dokumentaren.

Kigger man nærmere på de sager, som de tre søstre har været involveret i, lader der til at være en rød tråd.

Ofrene er typisk ældre borgere, og tricktyverierne bliver i flere tilfælde begået af flere personer. Det var tilsyneladende også tilfældet allerede i 2004, da Diana Petrovic og hendes ældste lillesøster, Monika Hansen, blev sigtet for sammen med to andre at stå bag en række tricktyverier.

I flere af tilfældene udgav de sig for at være fra hjemmeplejen.

Ved samme lejlighed kom Monika Hansen, der har taget navneforandring fra Petrovic, til at spille en central rolle i en noget bizar hændelse. I forbindelse med anholdelsen af de to søstre og deres formodede medsammensvorne blev Monika Hansen visiteret på Station Amager.

Her røg en sigtelse for vold mod personer i offentlig tjeneste oven i hatten, da hun under visitationen på Station Amager blottede sit bryst og sprøjtede modermælk i ansigtet på en kvindelig betjent.

Monika Hansen - også kendt som Monika Petrovic - er dømt for tricktyverier, indbrud og vold. Privatfoto
Monika Hansen - også kendt som Monika Petrovic - er dømt for tricktyverier, indbrud og vold. Privatfoto
Vis mere

Betjenten blev blandt andet ramt i munden, men selv hævder Monika Hansen, at det ikke var med vilje.

Siden er Monika Hansen blevet dømt adskillige gange for blandt andet tricktyverier, indbrud og vold, og den 49-årige kvinde, som i øvrigt også er bedstemor, er blandt familiens mest aktive kriminelle.

Det kom blandt andet til udtryk i 2018, da hun ifølge Randers Netavis blev idømt ni måneders fængsel for at have stjålet et pengeskab med indhold til en værdi af 180.000 kroner fra et ældre ægtepar i Randers under påskud af at skulle tjekke vandrør.

Tricktyveriet blev udført sammen med en håndfuld familiemedlemmer, som ligeledes blev dømt.

Om Silvia Winther ender med at udvide søstrenes og ikke mindst familiens lange kriminelle cv, er fortsat uvist. Der er afsat 17 retsdage til sagen mod hende og de tre familiemedlemmer Santino, Jimmi og Dollar Levakovic.

Sikkert er det dog, at mens Jimmi Levakovic og Dollar Levakovic kan risikere at blive udvist af Danmark, så står Silvia Winther i den situation, at hun er dansk statsborger og dermed ikke kan udvises.

Der ventes at falde dom i den aktuelle sag i slutningen af september.