Tirsdag er en lastbil kørt ud i autoværnet på Fynske Motorvej imellem afkørsel 56 og 55 ved Ejby i østgående retning.
»Vi ved endnu ikke, hvorfor han er endt derude, men vi er på vej til ulykkesstedet, og der er også sendt lastbilsspecialister afsted,« siger vagtchef ved Fyns Politi Kenneth Taanquist.
Ved ulykken er der ikke umiddelbart sket nogen personskade, men køretøjet ser medtaget ud, lyder meldingen.
»Fronten på lastbilen skulle være ret beskadiget,« siger vagtchef, der oplyser, at ulykken skulle være sket ved 21-tiden.
Den store vogn, der holder stille, har påvirket trafikken en smule, så der kan godt forekomme forsinkelser.
»Nu skal vi i gang med noget oprydningsarbejde, så der igen kan komme fri passage på strækningen,« siger vagtchefen videre.
Vejdirektoratet oplyser, at det højre spor er spærret.



