En yderst aktiv og farlig lovovertræder er tirsdag blevet fjernet fra Fyns gader.

En 25-årig mand sad tirsdag på anklagebænken ved Retten i Svendborg for ikke mindre end 27 alvorlige lovovertrædelser.

Den 25-årig mand, som er fra Svendborg, blev i alt idømt seks års fængsel ved Retten i Svendborg. Det skriver Fyns Politi i en pressemeddelelse.

Han er blandt andet dømt for at have solgt kokain, amfetamin og hash via Snapchat i en periode fra januar til august 2021.

Manden blev også dømt for at have tvunget en anden person til at begå røveri i en Fakta i Svendborg. Personen fik dog kolde fødder, da han var kommet ind i butikken.

Som om det ikke er vildt nok, så skriver Fyns Politi, at manden også bliver straffet for at have været i besiddelse af en skarpladt pistol på Svendborgmotorvejen.

Desuden indbefatter dommen straf for forsøg på at købe en riffel, brandstiftelse på en bil, indbrud, afpresning samt vold af særlig rå karakter.

Manden modtog dommen og blev varetægtsfængslet umiddelbart efter dommen, indtil han kan komme i gang sin afsoning.