En lastbil er onsdag morgen forulykket nær Gørding i Sydjylland.
Det er sket på grund af glat føre.
Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi på Twitter.
Lastbilen er kørt i grøften på Gørdingvej mellem Ilsted og Gørding, og der ligger her en del tabt last på vejen - der derfor er spærret.
»Find alternativ rute og vær opmærksom på det glatte føre,« lyder det fra politiet.
Vagchef Bjørn Pedersen oplyser til B.T., at der ikke er sket personskade for lastbilchaufføren.
Han oplyser videre, at der er meget glat flere steder onsdag morgen, selv om der ikke er sket yderligere uheld indtil videre.
»Men vi ved, at det er glat. Patruljerne har meldt, at det er glat, og folk har ringet ind og sagt, at det er glat, så man skal køre forsigtigt,« siger Bjørn Pedersen.
Det går meget godt i tråd med meldingen fra DMI onsdag morgen, hvor der også bliver advaret om glatte veje mange steder.
»Man skal helt klart køre forsigtigt. I hele landet er der risiko for pletvis glatte veje,« siger vagthavende meteorolog hos Danmarks Meteorologiske Institut, Anna Christiansson, til B.T. Læs mere om det her