Læge tiltalt for seksuelle overgreb på patienter: Kom ind med knæskader - fik lavet vaginalundersøgelse uden samtykke


En 30-årig læge er tiltalt for at have begået krænkelser og seksuelle overgreb på kvindelige patienter på flere sygehuse i Jylland.
Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Lægen har siddet varetægtsfængslet i sagen siden 24. marts i år, hvor han har været under efterforskning.
Og nu er der netop blevet færdiggjort et anklageskrift mod ham.
Her fremgår det, at han tiltales for at have misbrugt sin stilling som læge og for at have krænket to kvinder seksuelt og en tredjes blufærdighed.
Overgrebene blev begået i januar 2022 på Viborg Sygehus og i marts på Aarhus Universitetshospital i Skejby, fremgår det af anklageskriftet.
B.T. har før beskrevet sagen.
Blandt andet da lægefaglig direktør på Aarhus Universitetshospital Claus Thomsen fortalte, at alle var efterladt i dybt chok, da det kom frem, at en 27-årig kvindelig patient havde været udsat for et seksuelt overgreb på hospitalet.
Ifølge sigtelsen dengang skulle den 30-årige læge blandt andet have lavet både rektale og vaginale undersøgelser på kvinden, som var indlagt med 40,5 i feber – selvom han slet ikke var tilknyttet afdelingen.
Desuden skulle han delvist have afklædt kvinden for derefter at have berørt hendes nøgne bryster og bagdel samt revet hende hårdt i brystvorterne, fremgår det af en retsbog, som B.T. har fået aktindsigt i.
Knap en måned efter var B.T. til stede i retten, da lægen blev sigtet for at have krænket endnu en kvindelig patient seksuelt.
Her kunne man se den mørkhårede læge, som var iført gråligt tøj, briller og havde sit hår opsat i en knold, træde ind i retslokalet og få læst sigtelsen op.
Her fremgik det, at kvinden 16. januar 2022 var kommet ind på Viborg Sygehus med knæ- og ankelskader. Her skulle lægen uden hendes samtykke have lavet en vaginalundersøgelse på hende, samtidig med at han skulle have befølt hende på brysterne.
Lægen har indtil videre nægtet sig skyldig.
Retssagen mod den 30-årige læge begynder i midten af december.