En stor lade med indhold er lørdag formiddag blevet udslettet af en voldsom brand i Thy.

»Den er udbrændt. Det hele er væk,« siger Jesper Madsen, indsatsleder fra Nordjyllands Beredskab.

Det vides endnu ikke, hvordan branden opstod  i den 300 kvadratmeter store, åbne bygning tilhørende en gård på Skradekær mellem Østerild og Hanstholm, nord for Thisted.

I laden var 20-25 bigballer, en gammel traktor og nogle maskinredskaber hertil.

Derfor var der især ét fokus, da brandvæsnet nåede frem.

»Bygningen var ret varm, for halm udgiver en pokkers masse varme, så der var fokus på at undgå brandspredning. Kun otte meter væk stod en bygning fyldt med køer,« siger indsatsleder Jesper Madsen.

Det lykkedes.

Og det lykkedes i det hele taget at forhindre branden i at sprede sig.

»Vi er heldige med, at vejret er godt: Der er ingen vind, så det meste af den varme røg stiger opad. Og så har vi været heldige med, at vi har fået en masse regn i de seneste dage, så meget af vegetationen har været våd,« siger Jesper Madsen fra Nordjyllands Beredskab.

Ingen personer kom noget til i forbindelse med branden.