USA har den seneste tid været grebet af en ufo-feber, der ikke er set siden 1970erne.

Seriøse aviser som New York Times og Washington Post er gået ind i sagen, efter at CBS' nyhedsflagskib '60 Minutes' bragte et indslag, hvor troværdige jagerpiloter og tidligere ansatte højt oppe i det amerikanske sikkerhedssystem åbent erklærede, at de har set ting, som de simpelthen ikke kan forklare.

Barack Obama gav ufo-feberen endnu et nøk opad, da han på 'The Late Late Show' sidste uge sagde:

»Jeg mener faktisk dette alvorligt. Der er optagelser af objekter, som vi simpelthen ikke kan forklare. Vi ved ikke, hvad det er. Vi kan ikke forklare deres bevægelsesmønster, og der foreligger stadig et stykke alvorligt arbejde med at finde ud af, hvad det er, vi ser,« sagde USAs tidligere præsident til talkshowværten James Corden.

Barack Obama er gået ind i debatten om UFOer. USA er grebet af UFO-feber
Barack Obama er gået ind i debatten om UFOer. USA er grebet af UFO-feber Foto: POOL
Vis mere

Trump-regeringen nedsatte i 2017 et udvalg, der har gennemgået mindst 120 forskellige indberetninger om uforklarlige hændelser. Flere af dem er optaget, så der foreligger både mundtligt vidnesbyrd og mildest sagt mærkelige billeder.

Ufo-udvalget forventes at aflevere en stor rapport til kongressen senere i juni, og denne uge kunne New York Times løfte sløret for rapportens væsentlige indhold.

Ufo-fanatikere vil formodentlig blive skuffede over, at rapporten ikke kan fastslå, at de besynderlige objekter ikke er jordiske. Til gengæld vil både de og alverdens medier blive glade for, at rapporten heller ikke kan afvise, at de lysende objekter, der bevæger sig, rent faktisk er besøg fra det ydre rum.

Med andre ord er Sokrates' udødelige læresætning 'Det eneste, jeg ved, er, at jeg ingenting ved' særdeles passende her, og det er – alt efter sindelag – stærkt angstprovokerende eller uhyre spændende.

Rapporten vil næppe få UFO-feberen til at forsvinde
Rapporten vil næppe få UFO-feberen til at forsvinde Foto: HANDOUT
Vis mere

De mærkelige himmelfænomener kan altså være marsmænd, lysfænomener eller for den sags skyld ukendt fjendtlig teknologi. Rapporten menes at ville slå fat, at det ikke er hemmeligholdt amerikansk teknologi – ville de mon sige det, hvis det var?

Spørgsmålet er så, om russerne eller kineserne har udviklet en ny teknologi, der er så vild, at vi ikke forstår den, og samtidig er lykkedes med at holde den hemmelig. Det lyder næsten for vildt til at være sandt, men et eller andet er det jo.

At være menneske er at være nysgerrig, og derfor stopper jagten på det uforklarlige ikke. Tværtimod vil rapportens indrømmelser af, at vi er blanke på dette felt, give grobund for mere ufo-dyrkelse, konspirationsteorier og mere til.

Faktisk erklærede Barack Obama, at et bevis for ikkejordisk aktivitet nødvendigvis ville føre til et grundlæggende opgør med vores selvforståelse og muligvis afføde helt nye religioner.

En storstilet amerikansk rapport kan værke af- eller bekræfte om disse mærkelige billeder er ikke jordiske objekter
En storstilet amerikansk rapport kan værke af- eller bekræfte om disse mærkelige billeder er ikke jordiske objekter Foto: HANDOUT
Vis mere

Det sidste behøves der dog ikke bevis for. Religion er jo netop troen og håbet på en større sammenhæng uden bevis. En søgen efter mening med vores korte eksistens på denne fantastiske klode.

Alene beviset for det uforklarlige – at optagelserne findes – vil være nok til at øge den globale ufo-feber yderligere. Vi kan se frem til at blive tæppebombet med rapporter, bøger og film om emnet.

Og det er da alt andet lige også ret vildt, at man ikke bare kan sandsynliggøre, hvad de mærkelige lysende objekter faktisk er. På positivsiden er det ikkejordiske gjort af drømmens stof, og det er måske ikke så dårligt at drømme sig bort til fjerne galakser i denne tid.