I Strøby på Stevns er en 87-årig kvinde blevet snydt.

3. december fik hun et opkald fra en bankmand, der kunne fortælle, at hendes dankort var blevet misbrugt og skulle udskiftes.

Hun behøvede ikke at gøre ret meget, for bankmanden ville sørge for, at kortet blev afhentet. Problemet var bare, at opkaldet ikke kom fra banken men fra en fremmed mand med ærgerlige intentioner.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i døgnrapporten.

Den 87-årige, der ikke fattede mistanke, gik med til at udlevere sit dankort sammen med pinkoden til den falske bankmands assistent.

Efterfølgende kunne kvindens pårørende se, at kortet var blevet misbrugt til at hæve omkring 9.500 kroner. En ugerning der er blevet meldt til politiet.

Efterfølgende kom politiet ud til kvinden for at afhøre hende i sagen og for at få oplysninger om 'bankmanden' og hans assistent.

Kvinden beskriver assistenten på følgende måde:

  • Mand

  • Mørk hudfarve

  • 20-40 år

  • Cirka 160 centimeter høj

  • Iført uldtrøje og mørke bukser

Historier med falske bankmænd er desværre ikke enestående, og det går som oftest ud over ældre borgere. Derfor er politiet i forbindelse med denne sag fra Stevns ude med gode råd.

For man skal altid være skeptisk, hvis nogen forsøger at få udleveret personlige eller følsomme oplysninger om en. Det er altid godt at dobbelttjekke.

Og selvom vedkommende, der kontakter en, lyder troværdig, så hold hellere igen med at udlevere følsomme informationer, end at stole blindt på, at personen har gode intentioner.

»Politiet vil gerne opfordre pårørende til at tale med ældre familiemedlemmer om, hvad man kan gøre, hvis nogen modtager et fupopkald fra en person, der kræver forskellige fortrolige oplysninger udleveret,« skriver politiet i døgnrapporten.