En hastighedsoverskridelse på over 100 procent kommer til at koste en mand fra Aalborg dyrt.

Mandag aften klokken 20.17 blev han nemlig taget i en fartkontrol på Østre Allé i Aalborg med 103 kilometer i timen. En strækning, hvor fartgrænsen er 50 kilometer i timen.

Overskridelsen var af en sådan karakter, at manden, der er i starten af fyrrerne, er blevet sigtet for vanvidskørsel og politiet har beslaglagt køretøjet, som Thomas Ottesen, der er politikommissær ved Operativ Færdsel, beskriver som 'en større BMW'.

Den sigtede ønskede beslaglæggelsen forelagt retten, og derfor skal en dommer nu tage stilling til, om beslaglæggelsen også skal ende i en konfiskation.

»Alternativet er, at man bare accepterer, at bilen bliver konfiskeret. Loven er rimelig sort hvid på det her område,« siger Thomas Ottesen.

En beslaglæggelse er en foreløbig rådighedsberøvelse, mens en konfiskation betyder, at køretøjet endegyldigt overtages af myndighederne.

Foruden beslaglæggelsen af BMW'en, så bliver den sigtede mand også frakendt førerretten i to år og modtager en bøde på omkring 6.000 kroner, oplyser Thomas Ottesen.

Manden blev blitzet i den vestlige ende af Østre Allé i retning mod Hobrovej. Og det er ikke tilfældigt, at politiet netop havde taget opstilling på denne strækning.

»Vi lavede en indsats, hvor vi var flere steder og Østre Allé er et af fokusområderne. Vi kan se på statistikerne, at det er et sted, der bliver kørt for hurtigt. Det er jo en lang lige strækning,« forklarer Thomas Ottesen og pointerer, at det er en strækning politiet tit er til stede på med fotovogne.

Loven om vanvidskørsel blev indført 31. marts 2021. Ifølge færdselsloven defineres vanvidskørsel som:

  • Kørsel med en hastighedsoverskridelse på mere end 100 procent ved kørsel med over 100 km/t.

  • Kørsel med en hastighed på 200 km/t. eller derover

  • Spirituskørsel med en promille over 2,00