Lørdagens tragiske hestevogns-ulykke, hvor en 61-årig kvindelig kusk mistede livet, har sat store spor hos kollegaer rundt omkring - blandt andet hos Lars Brender, der i en periode havde kvinden ansat.

»Det er jo skrækkeligt og frygteligt, at sådan noget kan ske. Vi aner ikke, hvordan det kunne ske,« lyder det fra Lars Brender, der ejer hestevognsfirmaet 'Aarhus Kaperkørsel', som har hovedsæde i Den Gamle By i Aarhus.

I tre måneder over sommeren 2017 arbejdede den afdøde kvinde som kusk hos ham, inden hun startede sin egen virksomhed.

»Hun var en meget, meget flink og en venlig person, som var nem at omgås. Hun havde et godt overblik og var god til gæster og kunder,« fortæller han.

Lars Brender har arbejdet som kusk i mange år og arbejde i en periode sammen med den afdøde kvinde. Af hensyn til familien har B.T. Aarhus undladt at skrive hendes navn. Foto: Aarhus Kaperkørsel
Lars Brender har arbejdet som kusk i mange år og arbejde i en periode sammen med den afdøde kvinde. Af hensyn til familien har B.T. Aarhus undladt at skrive hendes navn. Foto: Aarhus Kaperkørsel
Vis mere

Han husker hende tydeligt og vidste derfor også med det samme, at det var hende, der var tale om, da han så de frygtelige billeder af den væltede hestevogn i medierne lørdag eftermiddag, kort tid efter ulykken på Store Torv i Aarhus midtby.

»Jeg kunne kende hesten og vognen, ellers havde jeg ikke kendskab til, hvad hun foretog sig. Det er forfærdeligt,« fortæller han.

I 32 år har han ernæret sig som kusk, men det er ham alligevel uforståeligt, hvad der har forsaget, at hesten pludselig løb løbsk og væltede hestevognen med kusken og to andre personer.

»Jeg kan overhovedet ikke komme frem til noget. Jeg er målløs. Det er næsten det værste. Hvis man bare kunne sætte en finger på, at man kunne have gjort noget anderledes,« siger han og fortsætter:

Sådan så det ud lørdag aften ved Paustian. Foto: Byrd / Rasmus Laurvig
Sådan så det ud lørdag aften ved Paustian. Foto: Byrd / Rasmus Laurvig
Vis mere

»Senest her til morgen har vi diskuteret det, men vi kan ikke komme det nærmere.«

Erling Larsen, der er kusk og formand for Dansk Køreforbund, der organiserer kørsel med hest og vogn i Danmark, er også mærket af den tragiske hændelse.

»Selvfølgelig er det ubehageligt. Meget,« siger han til B.T. Aarhus.

Selvom der fandt en lignende hændelse sted så sent som i sommer i Roskilde, hvor en  kvindelig kusk også omkom, så er det nemlig, ifølge ham, yderst sjældent, at de oplever at miste kollegaer indenfor kørsler med hestevogne på den her måde.

»Det er ikke noget, vi oplever ret tit.«

»Udover de to hændelser i år er det mig bekendt 20 år siden, at vi har set et lignende dødsfald. Det er tilfældigt, at de to ulykker er sket så tæt på hinanden - det er tragisk begge dele, men det sker heldigvis sjældent,« påpeger han over for B.T. Aarhus.

De nærmere omstændigheder forud for ulykken kendes endnu ikke, da Østjyllands Politi afventer bilinspektørens rapport fra stedet.

Flere vidner har dog efter uheldet fortalt til Østjyllands Politi, at de havde set, at der var opstået problemer med hestens skyklapper.

Og det kan ifølge Janne Winther Christensen, der er forsker i hesteadfærd på Aarhus Universitetshospital, have været med til at udløse ulykken - dog formentligt ikke alene.

Det var denne hest, der løb løbsk. Privatfoto.
Det var denne hest, der løb løbsk. Privatfoto.
Vis mere

»Det er nok sket mere, end at hesten har tabt skyklapperne. Det har formentlig været et sammenspil af flere ting,« siger hun.

Hun fortæller, at hestene, der bliver brugt til kørslen, er tilvænnet til at have skyklapperne på, men hvis hesten har tabt dem, og der oveni er sket en pludselig bevægelse, så kan hesten været gået i panik.

»Når først hesten er urolig, kan ganske små ting gøre, at den går endnu mere i panik.«

»Samtidig er det ekstra farligt, at der har været en vogn på, når først hesten er ved at flygte. Det, at vognen følger efter den i en flugtsituation, kan gøre hesten endnu mere panikslagen,« siger hun.

B.T. Aarhus er bekendt med den afdøde kvindes identitet, men har efter familiens ønske undladt at bringe navn og billede.