Nogle accepterer hashsalget på Christiania, fordi alternativet er værre.

Andre vil have Pusher Street ryddet én gang for alle. Koste, hvad det koste vil.

Splittelsen er til at få øje på, når man spørger københavnerne, hvordan de forholder sig til hashhandlen på Christiania, der denne weekend fylder 50 år.

Det er netop, hvad YouGov har gjort for B.T. Og resultatet af rundspørgen viser, at langt de fleste mener, at markedet bør fortsætte derude ved voldene.

Under coronanedlukningen var der opholdsforbud på Pusher Street. Nu er hashsalget tilbage.
Under coronanedlukningen var der opholdsforbud på Pusher Street. Nu er hashsalget tilbage. Emil Helms

38 procent svarer således, at de accepterer hashsalget derude, fordi det efter deres vurdering vil sprede sig til andre af hovedstadens bydele, hvis politiet en dag lukkede endegyldigt ned for Gaden.

18 procent svarer desuden, at de har det fint med, at man kan købe hash på Pusher Street, fordi de mener, at hash bør legaliseres.

Dem, der mener, at politiet bør lukke helt ned for handlen – uanset konsekvenserne – er der dog også mange af.

Næsten hver tredje københavner er nemlig af den holdning. Og dykker man ned i tallene står det klart, at det hovedsageligt er den ældre generation, der er af den holdning.

Blandt de adspurgte, der er over 75 år gamle, svarer hele 60 procent nemlig, at Pusher Street bør lukkes.

Blandt de 18 til 29-årige er det kun 10 procent, der deler den holdning. I den aldersgruppe svarer hele 51 procent, at de accepterer salget, fordi det er det bedre alternativ.

Også på Christiania er der splittelse og har været det i mange år. For nylig startede en række christianitter i kølvandet på drabet på en af deres egne en underskriftsindsamling mod hashhandlen.

Ikke, fordi de som sådan er imod salg af hash. Men fordi den personfarlige kriminalitet følger de udefrakommende pushere, der har indtaget Pusher Street.

På et fællesmøde tog man problematikken op, men da man ikke kunne opnå fuldstændig enighed om at smide pusherne ud, blev det altså ikke en realitet, skrev Berlingske.

I stedet foreslog christianitterne atter engang, at politikerne tager affære og legaliserer hashsalget.