»I almindelighed betegnes området af politiet som et udpræget opholdssted for kriminelle. Man skønner, at der i ret stor udstrækning sker misbrug af handel med narkotika,« lyder det i et notat. Der er de seneste seks måneder foretaget konfiskeringer af narko fra 199 personer. 178 er blevet anholdt.

Notatet stammer fra 1973, hvor Christiania er lige knap to år. Meget vand er løbet under Langebro siden, men udfordringerne lever stadig.

»Jeg kan huske, at hver gang den kontorchef, der havde med Christiania at gøre, kom ind på mit kontor, fik jeg et let anfald af depression,« fortæller Hans Engell, der kalder sig selv 'Christiania-minister' gennem otte år. Han kommer dog først ind i historien i 80erne.

Fortællingen om Christiania og hashhandlen starter ved grundlæggelsen 26. september 1971. Frihed for alle er udgangspunktet. Herunder fri hash.

Snart tiltrækkes pushere udefra. De fylder i gaderne på Staden – og i snakken på Christiansborg.

Det er svært at opretholde lov og orden i området, lyder det i justitsministeriets notat fra 1973. Politiet bliver nemlig ikke just mødt med åbne arme, når de marcherer ind.

Miljøet bliver i de kommende år mere råt. De hårde stoffer gør indtog. Det samme gør volden.

Det må stoppe, mener christianitterne, der i 1979 indfører en junkblokade. Junkierne får et valg: Trap ned eller smut. Junkpusherne smides desuden på porten.

I 1982 ser hovedgaden på Christiania noget anderledes ud. Dengang foregår en stor del af salget stadig ved den gamle hovedindgang på hjørnet af Prinsessegade og Bådsmandsstræde.
I 1982 ser hovedgaden på Christiania noget anderledes ud. Dengang foregår en stor del af salget stadig ved den gamle hovedindgang på hjørnet af Prinsessegade og Bådsmandsstræde. Foto: Ole Henning
Vis mere

I løbet af 80erne rykker rockerne ind. Først Bullshit. Siden overtager Hells Angels.

I 1989 lukker Christianitterne i afmagt hovedindgangen. En to meter høj mur rejses, og markedet rykkes ind på hovedgaden. Pusher Street er en realitet. Det samme er rådvildheden på Christiansborg.

»Christiania og Pusher Street er i alle årene – og mange år derudover – en konstant hovedpine,« fortæller Hans Engell, der først havde Christiania på sit bord som forsvarsminister i 80erne. Så som justitsminister frem til 1993.

Han og de borgerlige partier vil gerne sætte en stopper for Fristaden.

»Problemet var, at det var umuligt at samle et bredt flertal i Folketinget om en særligt konsolideret plan. Og på et tidspunkt begyndte man at spørge, om christianitterne ikke havde vundet hævd på det – om politikerne ikke havde accepteret, at Christiania var etableret.«

Da Christiania er på dagsordenen i Folketingssalen en oktoberdag i 1991, fremhæver én et citat fra Hans Engell:

»Jeg har ingen tillid til, at Christiania nogen sinde vil blive et område med lav kriminalitet.«

»Det er skuffende – men måske ikke voldsomt overraskende – at det ikke er lykkedes.«

Pusher Street anno 1993.
Pusher Street anno 1993. Foto: Mads Winther
Vis mere

Konfronteret med udsagnet i dag, griner han:

»Der var jeg mere klartseende, end de fleste havde regnet med. Politisk er situationen jo nogenlunde den samme nu. Der er heller ikke i dag et Christiansborgflertal, der vil en stor konfrontation.«

Selvom politiets indsats intensiveres, fortsætter hashhandlen. Vokser endda.

»I 90erne stiger forbruget af hash ganske markant i Danmark og resten af den vestlige verden. Det kan man tydeligt se på Pusher Street,« fortæller kriminolog, lektor og ph.d. på Malmø Universitet Kim Møller.

»Det, der før var spredt handel, bliver 40 boder med varmelamper, fjernsyn og kulørte lamper. Det begyndte mere og mere at tage karakter af organiseret kriminalitet.«

Kampene med politiet fortsætter. I 2002 rykker op mod 500 kampklædte betjente ind flere gange. Året efter kræver ministre Pusher Street ryddet.

Men Gaden rejser sig som en ond fugl føniks hurtigt igen. Det samme sker, da christianitterne i 2004 tager nedrivningsværktøjet i egen hånd.

»Det er vanvittigt dyrt at bruge så mange politiressourcer på det. Måske kan man lukke Pusher Street, men så flytter handlen andre steder hen. Det sker også nu. Det er bare mere diskret og med mindre udvalg,« fortæller Kim Møller.

Christianitter griber selv til nedrivning af Pusher Street i 2004 efter flere trusler fra regeringen.
Christianitter griber selv til nedrivning af Pusher Street i 2004 efter flere trusler fra regeringen. Foto: Reimar Juul
Vis mere

I 2012 fødes taskforce Pusherstreet, og to år senere gennemføres Operation Nordlys, som godt nok får 83 dømt, men ender som en fadæse, da sagens anklager bliver taget i at lyve.

I mellemtiden fortsætter politiet med at ransage, konfiskere og anholde.

Netop en anholdelse af en pusher i august 2016 er ved at ende fatalt. To betjente og en civil bliver skudt.

Den ene betjent er efterfølgende i livsfare. Gerningsmanden flygter, men ender dagen efter i en skududveksling med politiet og dør siden af sine kvæstelser.

I kølvandet af nedskydningen river beboerne på Christiania hashboderne i Pusher Street ned.
I kølvandet af nedskydningen river beboerne på Christiania hashboderne i Pusher Street ned. Foto: STAFF
Vis mere

Tilbage på Staden har christianitterne igen fået nok. Historien med rydningen gentager sig. Uden held.

Pusher Street står som bekendt stadig i dag. Men ikke så stærkt som tidligere.

Københavns Politi har de seneste tre år skruet op. Indført daglige patruljeringer. Flere rydninger. Flere anholdelser af både købere og sælgere.

Målet er at svække det åbenlyse salg.

Christianiterne lukker i 2018 Pusher Street for en stund. Ved genåbningen ønsker man en gade uden den organiserede hashhandel. Det holder ikke længe.
Christianiterne lukker i 2018 Pusher Street for en stund. Ved genåbningen ønsker man en gade uden den organiserede hashhandel. Det holder ikke længe. Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

»Vi er oppe imod organiserede kriminelle bagmænd, som vi gør alt, hvad vi kan, for at bekæmpe. Og overordnet set går det i den rigtige retning,« fortæller politidirektør Anne Tønnes.

Samtidig fokuserer nærpolitiet på at normalisere forholdet til Christianitterne. Det virker.

Nu kan nærpoliti patruljere uden at få kastet ting efter sig, blive råbt af og udsat for vold, fortæller Anne Tønnes og understreger vigtigheden i at have de andre interessenter med.

»Det er selvfølgelig os, der skal bekæmpe den organiserede kriminalitet. Det er ikke et spørgsmål om at fraskrive sig noget som helst ansvar. Men som med alle andre problemfyldte områder er det vigtigt at have de andre interessenter med.«

I 2011 tænder pushere brand i gaden efter en politirazzia. Christianitterne sørger for at slukke ilden.
I 2011 tænder pushere brand i gaden efter en politirazzia. Christianitterne sørger for at slukke ilden. Foto: Martin Sylvest Andersen
Vis mere

På Christiania sidder Klaus Danzer. Meget interesseret i at komme den ulovlige handel til livs.

I kølvandet på, at en af Stadens egne knægte bliver skudt i forsommeren 2021, starter han sammen med andre en underskriftsindsamling mod hashgaden.

Historisk mange skriver under.

»Der har længe været en murren i krogene omkring de uheldige følgevirkninger af det kriminelle hashsalg. Vi mener, at det er uløseligt forbundet med den personfarlige kriminalitet, og det er den, der er problemet. Ikke selve hashsalget,« fortæller han. Han er bevidst om, at christianitterne ikke kan komme problemet til livs alene.

Klaus Danzer erkender, at han ikke selv er kommet meget på Pusher Street. Selvom han har boet på Staden i 28 år, har han aldrig fundet det behageligt at være der.
Klaus Danzer erkender, at han ikke selv er kommet meget på Pusher Street. Selvom han har boet på Staden i 28 år, har han aldrig fundet det behageligt at være der.
Vis mere

»Vi ser gerne, at politikerne kommer ind i kampen og legaliserer.«

»Det nytter ikke bare at rydde Pusher Street, for så flytter markedet sig bare ud. Folk glemmer ofte, hvor massiv efterspørgslen er. Det kan man se, når politiet slår til mod Gaden. Et kvarter senere er der åbent igen.«

Kim Møller giver ham ret. Også i, at Christianitterne ikke kan stå selv.

»Det kunne måske have betydet meget, dengang det var aktivistiske Christiania-beboere over for et HA-kontrolleret Pusher Street. Men nu henvender de sig til den underlige sammensætning af forskellige grupperinger,« siger han med henvisning til, at også Bandidos, Satudarah, Nørrebro-Nordvest og Loyal to Familia er derude i dag.

Lukker Pusher Street, flytter salget desuden bare.

»Politiindsatsen kan påvirke formen af markedet. Det er mere diskret og presset nu. Måden, hvorpå lovovertrædelserne foregår, er ikke lige så provokerende som tidligere.«

I 2021 har politiet frem til 20. august konfiskeret 560 kilo hash og 2,5 millioner kroner. Samtidig er 655 personer blevet anholdt som et led i indsatsen.

»Vi synes, vi er kommet et rigtig langt stykke. Det er ikke det samme, som at vi er i mål, og vi er klar over, at det bliver et langt, sejt træk,« fastslår Anne Tønnes.