Politiet og Skattestyrelsen har været på uanmeldt besøg i en række kiosker og slikbutikker på Midt- og Vestsjælland i den forgangne uge.

I Roskilde fik fem kiosker og to slikbutikker besøg, og her fik Skattestyrelsen sager på salg af puffbars, nikotinposer og nikotinvæske, hvor der ikke var betalt afgift.

Det viste sig, at en kioskejer også skjulte andre og alvorligere ting.

Kioskejeren nægtede at åbne til et kælderrum, så der blev tilkaldt en låsesmed for at åbne døren, skriver Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.

I rummet blev ikke fundet ulovlige varer, men der blev fundet en skudsikker vest.

Det fik betjentene til at ransage kioskejerens bil, som holdt i nærheden.

Her blev fundet en machete, så han blev sigtet for at overtræde knivloven, og macheten blev beslaglagt.

Midt- og Vestsjællands Politi oplyser, at de på grund af den senere tids problematik med ulovligt salg af receptpligtig medicin i nogle kiosker, har særligt fokus på, om der foregår ulovligt salg i butikkerne.

Kontrollerne i denne uge viste dog ingen tegn på ulovligt salg af medicin eller euforiserende stoffer.

Politiets udlændingeafdeling deltog i kontrollen, hvor i alt 21 personer med udenlandsk baggrund fik tjekket deres opholds/arbejdstilladelse. Alle de antrufne personer havde lovligt ophold og papirerne i orden.