I to af de syv kiosker, hvor TV 2 Kosmopols journalist i en stikprøve spurgte efter de smertestillende piller Dolol, kunne de købes.

To andre kiosker kunne fortælle, hvor den receptpligtige medicin kunne købes.

Det skriver TV 2 Kosmopol.

Det tyder på, at det er overraskende let at skaffe de smertestillende piller i det københavnske kioskmiljø – og det sker blot to uger efter, at Københavns Politi beslaglagde tusindvis af piller fra to kiosker i hovedstaden.

Men selvom det umiddelbart kan pege i retning af, at de smertestillende medikamenter flyder i det københavnske kioskmiljø, er det for tidligt at konkludere noget, lyder det fra politiet.

»For os er det for tidligt at sige noget om, hvor stort problemet er. Men det er klart, at når vi kigger fremad, vil vi forhåbentlig blive ved med at lave ransagninger på baggrund af de anmeldelser, vi modtager. Og så er det muligt, at vi får et bedre billede af omfanget sidenhen,« siger Simon Hansen, leder af Operativ Specialafdeling i Københavns Politi, til TV 2 Kosmopol.

Han forklarer yderligere, at politiet generelt er opmærksomme på, hvad de får af oplysninger og anmeldelser om ulovligt salg af opioider.

»De sager, der har været for nylig, efterforskes stadig. Hvordan pillerne generelt kommer til København, kan jeg ikke sige noget om,« siger Simon Hansen.

De smertestillende piller, som TV 2 Kosmopols journalist er blevet præsenteret for i kioskerne, har alle været nøjagtigt samme præparat.

Men det behøver ikke betyde, at det er de samme bagmænd, som forsyner kioskmiljøet med de receptpligtige medikamenter, lyder det fra Københavns Politi.

»Jo, det er muligt. Det er klart, at vi også sammenligner de ting, vi finder. Men det er for tidligt at sige, om der er nogen konkrete sammenhænge eller organisering,« siger Simon Hansen.