3 milliarder kroner.

For så højt beløb sælges der årligt stjålne varer i Danmark. Og lige i denne tid, hvor vi alle leder efter julegaver til vores nærmeste, stiller mange dette spørgsmål: Hvordan undgår jeg at komme til at købe en stjålen ting, når jeg køber gaver på nettet?

Interessen for at købe tyveknægtenes varer er nemlig ret massiv.

Den nu tidligere indbrudstyv, 27-årige Daniel Iversen, har for nylig fortalt i B.T., hvordan han har begået 350 til 400 indbrud.

Når hælerne ikke lige manglede de stjålne ting, satte han dem selv til salg på nettet.

Og det var oftest med stor succes.

»Det kunne være Facebook og Den Blå Avis. Her sætter man bare ting ind, og folk er ellevilde, når de eksempelvis finder designerlamper til en tredjedel af nypris og rigtig gerne vil købe den. Det der med kvittering stiller de ikke så meget spørgsmål ved,« sagde Daniel Iversen for nylig til B.T.

Men tilbage til spørgsmålet.

B.T. har nemlig stillet det til Søren Have Enevoldsen, der er vicepolitiinspektør ved Nationalt Efterforskningscenter hos Rigspolitiet.

Han peger på flere ting, der er ret afgørende for at undgå at støtte tyveknægtene. Især skal man være meget vagtsom, hvis prisen er langt under nyprisen.

»Vi holder selvfølgelig øje med hæleri på de her platforme, hvor det ofte er 1 til 1-kommunikation mellem hæler og den kommende køber. Og da må vi selvfølgelig opfordre til, at borgerne de overvejer, om det ikke er en dum idé at købe en telefon til 1.000 kr. i stedet for 10.000 kr.,« siger han.

For nylig har det været fremme i B.T., at det går ud over sagsbehandlingen på andre former for kriminalitet, at politi og domstole har sat som mål, at både ventetiden og antallet af sager skal falde med tyve procent inden for den personfarlige kriminalitet.

Og netop tyveri og indbrud hører ikke til den personfarlige kriminalitet.

Hvad vil I gøre, for at sagsbehandlingstiden også falder inden for sager om eksempelvis indbrud?

»Når det bliver prioriteret, at politikredsene skal have fokus på personfarlig kriminalitet, så er det selvfølgelig en opgave, som vi som myndighed skal udføre. Dermed ikke sagt, vi lukker øjnene for indbrud og hæleri. Men der er selvfølgelig en naturlig prioritering i det, du lige har opstillet,« siger Søren Have Enevoldsen.

TIP OS: Har du oplevet hælervarer blive solgt på Den Blå Avis eller andre steder? Kontakt B.T.s undersøgende journalist Thomas Nørmark Krog på tnkr@bt.dk

Hvordan ser du på det som betjent over for dem, der bliver udsat for indbrud?

»Det er forfærdeligt, når der kommer indbrud i ens hjem, og derfor opfordrer vi også til, at dem, der køber varer på de forskellige platforme, de prøver at tænke over, om det her kunne være stjålne varer.«

»Hvis man stopper med at købe det her, så stopper indbruddene rundt om i Danmark også,« siger han.

Hos Den Blå Avis er meldingen, at hæleri og kriminalitet tages meget alvorligt.

»Vi finder det uacceptabelt, at kriminelle udnytter vores platform til hæleri,« siger Sabine Danielle Petersen, der er PR-manager hos Den Blå Avis.

Oplever man noget mistænkeligt på dba.dk, skal det anmeldes. Ikke kun til politiet, men konkret til Den Blå Avis, forklarer PR-manageren.

»Vi opfordrer brugere til at anmelde annoncer, som de finder mistænkelige.«

»Disse anmeldelser har høj prioritet og vil inden for få timer blive behandlet af vores kundeservice,« siger hun.