Pas nu godt på, hvad du køber på nettet.

Særligt et spørgsmål skal du som interesseret køber stille dig selv.

Er prisen så lav, at varen til salg ikke kan været andet end stjålet?

Svaret vender vi tilbage til.

27-årige Daniel Iversen fortalte i går i B.T., hvordan han har begået 350 til 400 indbrud i folks huse.

Han fortæller nu, hvad han gjorde med de stjålne varer.

»Jeg havde en håndfuld hælere, der fast tog de ting, jeg kom med,« siger Daniel Iversen og fortsætter:

»Det var tit, vi fik, hvad skal man kalde det, en købmandsseddel over, hvad de søgte, og så var det bare om at gå på rov.«

Det skete dog, at hælerne af andre tyve havde fået, hvad der stod på deres liste.

Så måtte han selv stå for handlen med tyvekosterne. Han gjorde det med annoncer på nettet, og oftest var det med stor succes.

»Det kunne være Facebook og Den Blå Avis. Her sætter man bare ting ind, og folk er ellevilde, når de eksempelvis finder designerlamper til en tredjedel af nypris og rigtig gerne vil købe den. Det der med kvittering stiller de ikke så meget spørgsmål ved,« siger han.

Daniel Iversen og hans hælere er da heller ikke ene om at sælge stjålne varer. Langtfra endda.

Ifølge Det Kriminalpræventive Råd omsættes der årligt for cirka tre mia. kroner varer, der er stjålet i Danmark.

»Rigtig mange af de varer kommer fra indbrud i private hjem. Derfor er der god grund til at gøre en indsats for at forebygge hæleri – den omfattende handel med stjålne varer – for dermed kan vi nedbringe antallet af indbrud,« siger Britt Wendelbo, der er programleder for kampagnen Bo Trygt.

TIP OS: Har du oplevet hælervarer blive solgt på Den Blå Avis eller andre steder? Kontakt B.T.s undersøgende journalist Thomas Nørmark Krog på tnkr@bt.dk

Selv om Daniel Iversen ligesom mange andre indbrudstyve havde nemt ved at sælge stjålne varer, var det ikke nok for ham.

Han havde nemlig et særligt trick, når han solgte hælervarer.

»Det bedste var, hvis jeg kunne komme ud og aflevere varen hos ham, der ville købe den. For typisk så inviterer de jo folk ind, og når man er inde i hjemmet, så kan man jo se, om der er noget, man kan bruge,« siger han.

Var interessen stor for den solgte vare, har han da også valgt at stjæle den en gang til.

»Hvis der var det, så kom man tilbage nogle dage efter og tog de ting, man kunne bruge – plus det, man havde solgt,« siger han.

Pr-manageren på Den Blå Avis, Sabine Danielle Petersen, er ikke glad for den melding.

»Vi er rigtig kede af, hvis folk oplever at blive snydt, når de handler på DBA. Det er vigtigt at understrege, at denne sag er ekstrem. Det er en skruppelløs person, som udnytter handelspladsen og folks tillid,« siger hun.

Direkte adspurgt slår Daniel Iversen fast, at Den Blå Avis aldrig har stillet spørgsmål til, at han flere gange annoncerer de samme varer.

»Nej, det er der ikke, jeg har i hvert fald ikke hørt noget for det. Utroligt nok,« siger han.

Sabine Danielle Petersen vil gerne have brugerne til at henvende sig, hvis de har mistanke om, at nogen varer er så billige, fordi er stjålne.

»Derfor opfordrer vi folk til at anmelde annoncer og profiler, som de finder mistænkelige, til DBA's kundeservice, der hurtigt følger op på anmeldelsen. Derved kan en svindler hurtigere stoppes,« siger hun.