Opdatering: Navn, signalement og billede af den 25-årige mistænkte gerningsmand er slettet fra artiklen, efter vedkommende meldte sig selv til politiet.

Videooptagelser nær det sted i Brøndby, hvor en 22-årig mand tirsdag eftermiddag blev dræbt på åben gade med flere skud, spiller en vigtig rolle i efterforskningen.

Ifølge oplysninger til B.T. var det især billeder fra videokameraer ganske nær gerningsstedet i Hallingparken ud for nummer 2, der meget hurtigt gav politiet en idé om, hvem der skulle ledes efter som gerningsmænd.

Det førte i timerne efter drabet i Brøndby Strand til en serie (forgæves) ransagninger på forskellige adresser, hvor politiet havde en mistanke om, at de to formodede gerningsmænd kunne opholde sig.

Og onsdag aften valgte Københavns Vestegns Politi så offentligt at efterlyse de to unge mænd fra lokalområdet med navne og billeder.

»Vi har nogle gode videooptagelser af dem, så vi er ret sikre på, at det er dem. Det er optagelser, der stammer fra video i tilknytning til gerningsstedet på en sådan måde, at vi kan lægge dem rimelig fast og har et ret godt billede af, hvad der er foregået, uden at jeg i øjeblikket kan gå mere i detaljer med det,« siger politiinspektør Allan Nyring fra Københavns Vestegns Politi til B.T.

Selvom politiet ved ransagningerne i løbet af tirsdagen ikke havde held til at pågribe de to efterlyste mænd, var anstrengelserne ikke helt forgæves, da der blev fundet en række effekter, som muligvis kan være interessante i efterforskningen af skuddrabet.

»Vi har fundet nogle forskellige ting, som vi efterforsker nærmere på, men jeg kan ikke komme nærmere ind på, hvad det er, som vi har fundet,« tilføjer politiinspektøren.

Da de første politipatruljer nåede frem til den skudsårede, 22-årige mand i Hallingparken kort efter klokken 13 tirsdag eftermiddag, var han så hårdt kvæstet af flere skud, at han ikke var i stand til selv at give politiet nogen informationer om, hvad der var sket.

Selvom den seneste tids skyderier i Storkøbenhavn indgår i politiets vurdering af skuddrabet i Brøndby Strand, er det umiddelbart politiets fornemmelse, at der nok snarere har været tale om et skæbnesvangert udslag af en lokal konflikt.

»Indtil vi får lagt puslespillet bedre på plads, tror vi mest på, at der formentlig er tale om en lokalt forankret konflikt. Derfor mener vi umiddelbart ikke, at dette skyderi har noget at gøre med det, som er foregået inde i København og i Rødovre,« oplyser Allan Nyring.

Begge de efterlyste er i forvejen godt kendt af politiet trods deres unge alder.

Ali Yildrim
Ali Yildrim
Vis mere

Den nu 20-årige Ali Yildirim blev i marts 2020 idømt en straf på fængsel i et år og fem måneder for adskillige forbrydelser på den københavnske Vestegn.

Blandt andet blev dømt for at have været en af de styrende gerningsmand i et umotiveret og yderst brutalt gaderøveri på en mand i oktober 2019 ved togstationen i Brøndby Strand.

Offeret blev midt om natten truet af fem gerningsmænd til at aflevere sit tøj, hvorefter han blev slået med sit eget bælte, knytnæveslag og et knojern, så han blandt andet brækkede næsen og kæben samt fik slået flere tænder løs.

Vidner så to mulige gerningsmænd løbe væk fra stedet efter skuddrabet i Brøndby Strand.
Vidner så to mulige gerningsmænd løbe væk fra stedet efter skuddrabet i Brøndby Strand.
Vis mere

Ali Yildirim var allerede tidligere dømt som voldsmand og blev i 2020 også fundet skyldig i forsøg på indbrud, trusler, hash og overtrædelse af våbenbekendtgørelsen ved at have ligget inde med en totenschlæger.

Som en del af eftersøgningen af de to efterlyste mænd gennemførte en større styrke af svært bevæbnede politifolk torsdag formiddag en aktion i Urbanplanen på Amager.

Ved aktionen omkring Hattemagerstien og Kurvemagerstien var der for en sikkerheds skyld også tilkaldt en ambulance, der dog ikke kom i brug.

Det lykkes heller ikke at pågribe de to formodede gerningsmænd.

I jagten på de to efterlyste gennemførte en større politistyrke torsdag formiddag en aktion i Urbanplanen på Amager, som dog ikke umiddelbart gav resultat.
I jagten på de to efterlyste gennemførte en større politistyrke torsdag formiddag en aktion i Urbanplanen på Amager, som dog ikke umiddelbart gav resultat. Foto: Presse-fotos.dk
Vis mere

Borgere, der har kendskab til de to mænds færden eller har øvrig viden om sagen, kan kontakte Københavns Vestegns Politi hele døgnet på telefon 43 86 14 48.