Vestegnens Politi efterlyser onsdag middag to mænd, som de mener stod bag skuddrabet i Brøndby Strand tirsdag eftermiddag.

Her blev en 22-årig mand skudt ned og dræbt med flere skud ud for Hallingparken 2.

De formodede gerningsmænd er ifølge politiet den 25-årige Kenny V. Jensen og den 20-årige Ali Yildirim.

»De to unge mænd ved udmærket godt, at vi leder efter dem. Det vil være lettest for alle, at de melder sig på nærmeste politistation,« siger politiinspektør Allan Nyring.

Ali Yildrim
Ali Yildrim
Vis mere

De to unge mænd er i forvejen kendt af politiet, men Vestegnens Politi ønsker ikke at gå i detaljer om deres baggrund.

B.T. kan dog oplyse, at i hvert fald den 20-årige Ali Yildirim trods sin unge alder i forvejen har en stærkt belastet straffeattest.

Så sent som i marts 2020 blev han idømt en straf på fængsel i et år og fem måneder for adskillige forbrydelser på den københavnske Vestegn.

Blandt andet blev dømt for at have været en af de styrende gerningsmand i et umotiveret og yderst brutalt gaderøveri på en mand i oktober 2019 ved togstationen i Brøndby Strand.

Her blev offeret klokken 03.15 om natten antastet af Ali Yildirim og fire af hans kammerater i toget, hvor de ifølge tiltalen blandt andet sagde, at de ville have hans datter.

Både Ali og to af de øvrige gerningsmænd var på det tidspunkt allerede dømt for vold ved tidligere sager.

Da offeret steg af toget på stationen i Brøndby Strand, tog de fem røvere fat i ham og skubbede til ham. Samtidig blev han truet til at tage sit tøj af og give overfaldsmændene det hele sammen med sine øvrige ejendele.

Han turde ikke andet end at makke ret, men blev alligevel på Ali Yildirims kommando slået med sit eget bælte på kroppen, ligesom han fik adskillige slag i hovedet og på kroppen med knytnæveslag og med et knojern.

En større gruppe svært bevæbnede betjente var tirsdag aften i aktion på Holmesøvej i Brøndby Strand efter skuddrabet tidligere på dagen i Hallingparken. Den ene af de nu efterlyste var dog ikke hjemme.
En større gruppe svært bevæbnede betjente var tirsdag aften i aktion på Holmesøvej i Brøndby Strand efter skuddrabet tidligere på dagen i Hallingparken. Den ene af de nu efterlyste var dog ikke hjemme. Foto: Steven Knap / Byrd
Vis mere

Det betød blandt andet, at det forslåede offer brækkede næsen og kæben samt fik slået flere tænder løs. En af overfaldsmændene optog tilmed det voldelige røveri på sin mobiltelefon.

Da straffen skulle udmåles, lagde dommeren ved Retten i Glostrup blandt andet vægt på, at Ali Yildirim tidligere var straffet med 60 dages betinget fængsel for vold, og at det nye forhold blev begået i prøvetiden for hans betingede dom.

Ved dommen i 2020 blev han også fundet skyldig i blandt andet forsøg på indbrud, trusler, hash og overtrædelse af våbenbekendtgørelsen ved at have ligget inde med en totenschlæger.

Også den anden efterlyste – Kenny V. Jensen – er i forvejen godt kendt af politiet. Han blev i januar i år idømt seks måneders fængsel for blandt andet organiseret hashhandel på Christiania.

Kenny V. Jensen
Kenny V. Jensen
Vis mere

Få uger efter dommen blev han ikke desto mindre igen anholdt ad flere omgange under hashhandel på Christiania. Blandt andet fordi han havde tilbudt at sælge hash til en civil betjent.

Politiet foretog i det første døgn efter drabet en række ransagninger på forskellige adresser, men uden at finde de to hovedmistænkte.

Ifølge oplysninger til B.T. er det ikke mindst videooptagelser nær gerningsstedet, som gør dem interessante for efterforskningen.

»Vi holder alle muligheder åbne i forhold til et muligt motiv, men tror nok foreløbig mest på, at der er tale om en lokalt forankret konflikt fra lokalområdet, som ikke umiddelbart ser ud til at have forbindelse til de øvrige aktuelle drabssager i hovedstadsområdet,« siger politiinspektør Allan Nyring til B.T.

Vidner så to mulige gerningsmænd løbe væk fra stedet efter skuddrabet i Brøndby Strand.
Vidner så to mulige gerningsmænd løbe væk fra stedet efter skuddrabet i Brøndby Strand.
Vis mere

Han vil ikke afvise, at der kan være tale en strid om en eller anden form for kriminelt marked.

»Vi ved det ikke, men kriminalitet af den kaliber handler sjældent om, at man er blevet uenige om, hvor mange lys der skal være i lagkagen,« siger politiinspektøren.

Borgere, der har kendskab til de to mænds færden eller har øvrig viden om sagen, kan kontakte Københavns Vestegns Politi hele døgnet på telefon 43 86 14 48.