Faklerne lyste op i mørket, da flere end 400 personer fredag aften var samlet i Rosenhøj for at dele følelser, tanker og mindes den 21-årige, unge mand, der natten til tirsdag blev fundet skuddræbt.
»Vi vil vise de unge, at de ikke skal være bange for at færdes herude. Og så står vi her selvfølgelig med det forfærdelige in mente, der skete med den 21-årige,« fortæller initiativtager bag fakkeloptoget Anne Sølvbjærg, der er en del af bestyrelsen Rosenhøj.
I samlet flok bevægede de fremmødte sig med tændte fakler fra Rosenhøj Vænge 11 og videre mod det kryds, hvor den 21-årige blev fundet dræbt.
Borgmester Jacob Bundsgaard og initiativtager Anne Sølvbjærg ledte an i optoget, mens både børn, unge og voksne fulgte trop. Undervejs blev faklerne tændt.
Politiet fortalte tidligere fredag, at alt tyder på, at den 21-årige mand, der blev dræbt af skud, da han kom kørende i sin bil, var et uskyldigt offer, der blev tilfældigt ramt.
Og det var også det faktum, der fyldte hos flere af de deltagende, hvor der både blev givet kram og fældet tårer.
»Det er vigtigt, at vi viser, at vi står sammen, og at det her bare skal stoppes med det samme,« fortæller Anne Sølvbjærg.
Drabet på den 21-årige mand og en række fund af skyde- og stikvåben samt flere hændelser den seneste tid med personer, som politiet mener har tilknytning til bandemiljøet, førte tidligere fredag til, at politiet oprettede visitationszoner i to afgrænsede områder i Rosenhøj og Brabrand.
»Der er vores vurdering, at den uro, der har ulmet den seneste tid, har udviklet sig til en reel konflikt mellem grupperingerne,« siger chefpolitiinspektør Klaus Arboe Rasmussen og fortsætter:
»Derudover har vores betjente ved flere lejligheder fundet våben i Rosenhøj og Brabrand, og der har været flere voldelige hændelser.«
Politiet har den seneste tid været ekstra synlige i området, og håber, at vitationszonerne kan være med til at løsne op i frygten og utrygheden.
»Nu indfører vi visitationszoner for at få så mange våben som muligt væk fra gaden. Samtidigt fortsætter vi vores massive indsats mod bandemiljøet. Vi efterforsker alle hændelser i bandemiljøet, vi er ekstra synlige med patruljer i områderne, og vi har en forebyggende indsats, som også er meget vigtig,« siger han.
B.T. har tidligere talt med flere af den 21-åriges barndomsvenner, gamle arbejdsgivere og medstuderende, der alle satte ord på, hvordan de vil huske den 21-årige, der blev brutalt frarøvet sit liv natten til tirsdag.
Det kan du læse mere om her.