Hooliganfiguren Kevin Adrian Werner har både i byretten og landsretten fortalt åbent om sin biseksualitet.

Men da han i sin tid blev fremstillet i grundlovsforhør, løj han.

Han nægtede sig skyldig i overgreb og afviste pure, at han nogensinde havde været sammen med en anden mand.

Siden blødte han lidt op, men løj stadig om flere af sine seksuelle forhold i retten.

»Jeg vil sige, at jeg i grundlovsforhøret fik fortalt det, der var relevant at fortælle. At jeg ikke gjorde det med 110 kilometer i timen er, hvad det er,« fortæller han nu.

Vi er på tredjedagen i ankesagen, der kører ved Østre Landsret. Kevin Adrian Werner håber, at retssagen kulminerer i frifindelse.

Anklageren fra statsadvokaten ønsker modsat, at byrettens forvaringsdom bliver stadfæstet.

Sidstnævnte har under afhøringen stillet et utal af spørgsmål til det grundlovsforhør, der blev afholdt 6. februar 2021.

Dagen forinden var Kevin Adrian Werner blevet anholdt efter en skudepisode i Brøndby. Ifølge ham selv var skyderiet plan A i det komplot, han mener, han er offer for. Og da planen mislykkedes, blev plan B iværksat: To unge mænd gik til politiet for at anmelde den nu 29-årige for overgreb.

Forhold, Kevin Adrian Werner blev sigtet for senere samme dag, hvorefter han altså blev fremstillet i grundlovsforhør.

Tidligere har han udtalt, at han her »smed kortene på bordet«. Anklageren er dog ikke af helt samme opfattelse. Simpelthen, fordi han i første omgang afviste at være biseksuel for efterfølgende at erkende de seksuelle ét efter ét. I alt fem.

Men hvorfor ikke bare gøre det med det samme vil hans forsvarer, Christina Schønsted, vide.

»Jeg er chokeret. Dagen før var jeg blevet skudt imod. Jeg forsøger stadig at forstå, hvad der sker.«

»Jeg vil ikke smide de andre under bussen. For vi har jo ikke været offentlige omkring det. Alle brevene og det intime var ikke kommet frem før. Jeg prøvede at passe på dem, ligesom jeg også prøvede at passe på mig selv. Jeg fortæller, at den ene forurettede og jeg er venner, men jeg føler ikke, det er relevant at fortælle, at vi også havde en seksuel relation.«

Det blev først senere relevant at fortælle, lyder det fra den tiltalte. Senere, da der kom flere anmeldelser til.

I alt er der 16 forurettede i sagen. 15 unge mænd og én kvinde. Med undtagelse af en enkelt ung mand anklager de alle Kevin Adrian Werner for vold, afpresning og seksuelle overgreb. Mindst 1.300 i alt.

Den tiltalte siger, at de lyver. Nægter sig skyldig i samtlige 51 forhold.

Under afhøringen i Østre Landsret vil forsvarer Christina Schønsted vide, om hooliganlederen ærgrer sig over, at han ikke 'smed svesken på disken' i grundlovsforhøret.

»Fortryder du, at du forsøgte at passe på dem?«

»Nu kommer du til at gøre mig ked af det,« svarer han. Og så stopper ordstrømmen. Bliver erstattet af dybe vejrtrækninger og tårer.

Der bliver stille for en stund. Så spørger forsvareren igen.

»Nej,« svarer han så og fortsætter:

»Det gør jeg ikke, fordi jeg ved, hvordan vi har haft det. Jeg ved, at det, der står i anklageskriftet, og det, de siger, jeg har gjort, ikke er korrekt. Det ved jeg også, de ved. Vi har haft det så godt sammen. Jeg ved godt, jeg kan være en klaphat indimellem. Det kan de også. Men over all kan jeg ikke være sur på dem, for det er nogle gode mennesker.«

Afhøringen af Kevin Adrian Werner fortsætter torsdag, hvor han skal forholde sig til hver enkelt at de mange forhold i anklageskriftet.

I alt er der afsat 14 retsdage til sagen. Går alt efter planen, falder der dom i marts.