Nogle kalder ham Den Skaldede. Andre Sokol Krasniki. Statsadvokaten kalder ham Jetmir Kastrati og mener i øvrigt, at han er hjernen bag Danmarks største narkosag, som handler om svimlende mængder kokain.
Hårdnakket har den 45-årige albaner igen og igen benægtet de påstande. Men mandag har sagen taget en drejning i Østre Landsret.
Her erkender den 45-årige nemlig fra anklagebænken under ankesagen i 'Operation Goldfinger', at han rigtigt nok er Jetmir Kastrati. Og at han derfor har levet under falsk identitet, siden han i 90erne ankom til Danmark, søgte asyl og lod sig registrere som Sokol Krasniki.
Afsløringen kommer, da Statsadvokaten i en sidebemærkning nævner, at han jo både overfor politiet og i retten har nægtet, at han er Jetmir Kastrati.
»Nægter du stadig det?« spørger hun.
Umiddelbart får hun et noget andet svar end forventet.
»Næ, det behøver jeg faktisk ikke. Jeg er dømt i Albanien som Jetmir Kastrati, så jeg skal derned og afsone,« lyder det fra den 45-årige.
Han henviser til en dom på ni års fængsel, han i marts 2023 har fået for hvidvask i Albanien. Her er han dømt for at have hvidvasket narkopenge gennem blandt andet køb af ejendomme.
Statsadvokaten vil nu vide, hvorfor han har løjet hidtil. Han fortæller, at han er døbt Jetmir Kastrati. Men at alle kalder ham Sokol. At det altid har været sådan.
»Hele mit liv er jeg blevet kaldt Sokol. Det er få mennesker, der kalder mig Jetmir. I 1997 rejste jeg fra Albanien til Kosovo, hvor jeg blev registreret i 1998 med navnet Sokol. Dengang var der krig, så de registrerede mennesker, der kom som frivillige.«
»Så rejste jeg til Danmark, og det gjorde jeg med navnet Sokol.«
Herunder finder du fjerde afsnit af B.T.-podcasten 'Copenhagen Narcos', der handler om Den Skaldede – altså Jetmir Kastrati.
Det er statsadvokatens påstand, at Jetmir Kastrati er bagmanden bag det narkonetværk, der spiller hovedrollen i 'Operation Goldfinger'.
I slutningen af 2021 blev han i Københavns Byret idømt 20 års fængsel for blandt andet 920 kilo kokain. Til sammen fik han og de andre tiltalte 178 års fængsel.
Straffen til Jetmir Kastrati kan ikke blive højere, men anklagemyndigheden mener, at han skal dømmes for 2,7 ton kokain. Og det er altså, hvad man over 55 retsdage vil forsøge at overbevise landsretten om.
Omvendt går de mange tiltalte efter at blive frifundet.
I byretten måtte statsadvokaten på grund af tvisten om en 45-åriges virkelige identitet fremvise både DNA-prøver og et hav af andre dokumenter for at overbevise retten om, at den mand, der i årevis har boet med sin familie i en villa på Oliefabriksvej i Kastrup på Amager, i virkeligheden er Jetmir Kastrati.
Derfor er statsadvokaten ikke overraskende også interesseret i at få en forklaring på, hvorfor han hele tiden har nægtet.
»For det første har jeg hele vejen regnet med og er stadig af den overbevisning, at jeg er uskyldig i den tiltale, der er rejst. Det er mit ophold, det gælder. For det andet er det også min familie, det gælder.«
Flankeret af en tolk og med adskillige forsvarere, næsten tre håndfulde medtiltalte og utallige bevæbnede betjentes øjne hvilende på sig fortæller han i landsretten, at han siden sin anholdelse har haft udfordringer med at se sin familie.
At han har frygtet, at en erkendelse af hans virkelige identitet ville skabe yderligere forviklinger.
Derudover er han bange for at blive udvist, fastslår han:
»Jeg har boet i Danmark mere end halvdelen af mit liv. Danmark er en stor del af mit liv.«
Med den erkendelse følger så også erkendelsen af, at tre af hans fætre sidder med på anklagebænken i 'Operation Goldfinger'.
Heriblandt Defrim Beck, der ved byretten blev idømt 17 års fængsel for sin ledende rolle i netværkets svenske afdeling. Ifølge dommen styrede han sin del af forretningen fra et pizzeria i Malmø.
Ligeledes erkender Jetmir Kastrati, at det er hans nevø, der ejer den kyllingefarm i Albanien, som ifølge statsadvokaten er én af de investeringer, som narkopengene gik til.
Og så erkender han, at den kvinde, der i Albanien har fået konfiskeret flere ferielejligheder, som angiveligt også skal være blevet købt og betalt med narkopenge, er hans mor.
Han nægter dog pure sin egen involvering. Nægter, at han har noget med et omfattende narkonetværk, der trække tråde til den albanske mafia, at gøre.
Lyt til 'Copenhagen Narcos' her, eller hvor du plejer at høre dine podcast.

