I en periode på godt 11 måneder håndterede en nu 48-årig mand i omegnen af 58 millioner kroner for en hash- og narkoliga, der blev ledet af tidligere bandeleder Abdessamade 'Lille A' Benarabe.

Den 44-årige Abdessamade Benarabe blev i sommer idømt 11 års fængsel for at være bagmand i ligaen, hvilket skete ved en tilståelsessag.

Mandag skiftede han fængselscellen ud med pladsen i vidneskranken i Københavns Byrets retssal 32 i sagen, hvor den 48-årige er tiltalt for at have håndteret de mange millioner.

Mange penge
Ved middagstid ankom den tidligere bandeleder fra Nørrebro til byretten på bagsædet af en politibil. Med sig havde han en plastikpose med lidt forskelligt. Blandt andet seneste eksemplar af Weekendavisen.

Her var han iført gråt joggingtøj og sneakers på fødderne.

Sagen imod den 48-årige var begyndt mandag, og her erkendte den 48-årige, der er dækket af navneforbud, at han havde håndteret narkoligaens pengestrømme ind og særligt ud af Danmark, hvor forskellige beløb først var blevet indsamlet og derefter sendt til Holland, Spanien og i særdeleshed Marokko.

Politiet mener, at han derfor var en integreret del af hash- og narkoligaen. Og derfor er han også tiltalt for at have været med til indsmugling af to ton hash og 16 kilo kokain.

Nægter narko
Det sidste bestrides. Han håndterede kun penge og havde ingen indsigt i selve narkoforretningen, lød det fra den 48-åriges forsvarer, Michael Juul Eriksen.

»Han har aldrig været del af det kriminelle miljø på Nørrebro, og han har aldrig været del af narkoforretningen,« sagde Michael Juul Eriksen.

Den 48-årige opererede ifølge Michael Juul Eriksen som havala-mand. Det er et tillidsbaseret system, hvor man kan overføre større og mindre summer. Systemet har rødder i Mellemøsten og fungerer ved, at man betaler en sum til en betroet mand, der så kontakter en anden betroet mand på stedet, hvor pengene skal hen.

Her kan modtageren så hente pengene mod at sige et kodeord og fremvise hemmelig besked. Det kan eventuelt være en pengeseddel med serienummer, som kun de indviede kender.

Spørger ikke
Derfor var 'Lille A' blevet tilsagt som vidne i retssagen. 

»Det her var ikke første gang, jeg brugte havala-systemet, og han (den tiltalte, red.) var ikke den eneste havala-mand, jeg brugte. Men de andre er ikke tiltalt,« forklarede Abdessamade Benarabe.

»Det er næsten ABC for havalamænd, at de ikke spørger om, hvor pengene kommer fra. De kan have en formodning om det, mens deres roller er at sende penge fra A til B,« tilføjede han.

»I forhold til hvilke havala-mænd jeg brugte, handler det om procenter. Ham, jeg skal betale mindst, er jo ham jeg bruger,« sagde han endvidere.

En betjent fra analysesektionen ved politiets National enhed for Særlig Kriminalitet var ligeledes indkaldt som vidne ved mandagens retsmøde.

Han bekræftede, at den tiltalte 48-årige ikke var kendt som del af det kriminelle miljø på indre Nørrebro.

Retssagen fortsætter sidst i oktober.

Hør mere om kriminalitet i B.T.s podcast 'På Fersk Gerning' her: