Lørdag aften bragte Sydsjællands og Lolland-Falsters politi en efterlysning.

Det drejede sig om en 49-årig mand fra Slagelse, der ikke var blevet set siden lørdag morgen.

Cirka klokken 07:00 blev han sidst set i Skælskør.

Natten til søndag kunne politiet så melde på Twitter, at eftersøgningen havde fået en tragisk udgang. Manden var blevet fundet død.

Det er en af politiets hundepatruljer, som i forbindelse med eftersøgningen fandt ham død, skriver politiet på Twitter.

Manden blev indledningsvist efterlyst med billede og signalement, men det har B.T. nu fjernet fra artiklen af hensyn til de pårørende.

Politiet oplyser, at de pårørende er underrettet i sagen.