I maj fik den 39-årige mand, der var sigtet for drabet på Mia Skadhauge Stevn, afvist sit erstatningskrav ved Retten i Aalborg.

Den dom er nu ændret ved Vestre Landsret.

Det viser sagens dokumenter fra Vestre Landsret, som B.T. er i besiddelse af.

For den 39-årige mand, der er renset for enhver mistanke i sagen, har fået medhold i, at anklagemyndigheden skal betale ham 32.642 kroner i tabt arbejdsfortjeneste.

Tilbage i februar 2022 blev han anholdt og sigtet for drabet på Mia Skadhauge Stevn.

Allerede dengang mente en dommer ikke, at der var begrundet mistanke mod, og der var heller ikke grundlag for at varetægtsfængsle ham. 

Alligevel valgte Nordjyllands Politi dengang at opretholde drabssigtelsen i to måneder, hvilket havde store konsekvenser for manden.

I dommen fra landsretten lyder det ifølge sagens tre landsretsdommere, at drabssigtelsen »har været særligt belastende og krænkende« mod den 39-årige mand.

Erstatningsperioden for tabt arbejdsfortjeneste gik fra 17. februar til 11. april 2022.

B.T. har været i kontakt med manden, han ønsker ikke at kommentere sagen. Men han fortæller, at han er glad for, at sagen nu er overstået.

I de to måneder, hvor han var sigtet i sagen, blev han op mod 40 gange udsat for dødstrusler og trusler, som han anmeldte til politiet. 

Det fremgår af sagens dokumenter, at han har fortalt i retten, at han blev overvåget i sit eget hjem, hvilket førte til sygdom, og at han ikke kunne sove.

Derfor kunne han ikke passe sit arbejde. Ligeledes oplevede hans arbejdsgiver, at kunderne ikke ville betjenes af manden. 

Derfor forsøgte han i første omgang at få erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ved byretten.

Landsrettens dom står i kontrast til den dom, der faldt i maj måned ved Retten i Aalborg. Her mente dommeren ikke, at den massive omtale af sagen og drabssigtelsen var særligt belastende eller særligt krænkende.

Han fik i byretten 1454 kroner i erstatning for sin telefon og sim-kort, som politiet havde beslaglagt i forbindelse med sagen. Han valgte efterfølgende at anke dommen til landsretten, hvor han nu har fået erstatning.

Ifølge dommen fra landsretten har Nordjyllands Politi ikke sigtet nogen for truslerne mod den 39-årige mand.

I maj blev Thomas Thomsen idømt forvaring for drabet på Mia Skadhauge Stevn, efter en længere ankesag ved landsretten.

Anklagemyndigheden havde krævet den tiltalte idømt fængsel på livstid, mens forsvarsadvokat Mette Grith Stage havde argumenteret for 16 års fængsel.

Resultatet blev forvaring – ligesom ved Retten i Aalborg.