Onsdag blev fire unge mænd frifundet for drab. Torsdag blev de idømt lange fængselsstraffe.

Det har et nævningeting ved ved Retten i Odense netop afgjort.

De fire mænd blev frifundet for drabet på 31-årige Abdinur Mohamed Ismail, der blev skuddræbt i Vollsmose i juni 2020.

Men de blev kendt skyldige i indbrud, ulovlig våbenbesiddelse, vold, afpresning og narko.

23-årige Obaida Jalal Chaker blev idømt syv års fængsel, 20-årige Bilal Mahmoud Ahmad fik seks år og otte måneders fængsel og 23-årige Omran Mahmoud Mohammad blev idømt seks og et halvt års fængsel.

Det skriver Ekstra Bladet.

27-årige Alaa Chaker stod til at blive udvist af landet, men nævnetinget idømte manden to år og tre måneders fængsel samt en advarsel om udvisning.

De fire mænd har siden august siddet på anklagebænken i den omfattende sag, der først og fremmest handlede om drabet på Abdinur Mohamed Ismail.

Et drab, de onsdag alle blev frifundet for.

Da retsformanden læste skyldkendelsen op, blev det ikke anfægtet, at den 31-årige lagermedarbejder i juni 2020 var blevet frarøvet livet på en parkeringsplads i Vollsmose. At han var blevet et uskyldigt offer fanget i en skudregn.

Retten havde bare ikke fundet det bevist, at det var de fire tiltalte, der stod bag.

31-årige Abdinur Mohamed Ismail blev foran sit eget hjem i Egeparken i Vollsmose tilfældigt drabsoffer, da han 24. juni 2020 blev ramt af skud, fordi han kom fysisk imellem to odenseanske bandegrupperingers brutale opgør. Foto: Privat
31-årige Abdinur Mohamed Ismail blev foran sit eget hjem i Egeparken i Vollsmose tilfældigt drabsoffer, da han 24. juni 2020 blev ramt af skud, fordi han kom fysisk imellem to odenseanske bandegrupperingers brutale opgør. Foto: Privat
Vis mere

Til gengæld blev de fire tiltalte fundet skyldige i nærmest samtlige af de andre forhold beskrevet i anklageskriftet.

Det er især forholdene om narko, der bliver straffet hårdt i Danmark. Særligt, fordi der i denne sag er tale om 800 gram og halvandet kilo kokain. Det, som anklagemyndigheden kalder »en betydelig mængde«.

»Det er hård narkotika. Det er farlige, det er vanedannende stoffer, og straffen er hård, især når det er til videresalg,« lød det, da anklagemyndigheden tirsdag argumenterede for, at de fire tiltalte skulle straffes hårdt.

Fra et overvågningskamera i Egeparken i Vollsmose umiddelbart inden drabet på den uskyldige Abdinur Mohamed Ismael. Foto: Fyns Politi
Fra et overvågningskamera i Egeparken i Vollsmose umiddelbart inden drabet på den uskyldige Abdinur Mohamed Ismael. Foto: Fyns Politi
Vis mere

Også en femte mand har siddet på anklagebænken, mens sagen har været for retten. Han var dog kun tiltalt i et forhold om ulovlig våbenbesiddelse og fareforvoldelse. Et forhold, han blev frifundet i.

Derfor kunne han umiddelbart efter skyldkendelsen tirsdag forlade retssalen.