En lejlighed på Vimmelskaftet dannede i en lang periode ramme om adskillige overgreb og krænkelser af unge piger begået af to unge mænd.

Først blev den ene, lægen Jack Hou, idømt syv års fængsel for at have bedøvet og voldtaget to kvinder, og nu er hans roomie også blevet dømt.

Det fremgår af DR-dokumentaren 'Hvorfor voldtog Jack', som lige nu kan ses på DRTV.

1. juli i år blev roomien, der er svensk statsborger, idømt 60 dages betinget fængsel samt en advarsel om udvisning for i alt seks tilfælde af blufærdighedskrænkelse. I alle tilfælde havde han filmet sine helt og delvise seksuelle udskejelser med kvinderne i sin lejlighed på Vimmelskaftet i København – uden kvinderne var vidende om det.

Han var utrolig dygtig, insisterende og aktiv

Samtlige hændelser fandt sted i slutningen af 2017 og i begyndelsen 2018 og således i samme periode, som den i dag 33-årige voldtægtsdømte læge Jack Hou også boede i lejligheden på Vimmelskaftet.

Ved du noget om sagen? Så hører B.T. gerne fra dig. Skriv til sboa@bt.dk

Det var også i den periode, at Jack Hou bedøvede og voldtog to kvinder i lejligheden, ligesom han filmede en håndfuld kvinder, som han havde sex med, uden de havde givet ham samtykke til at optage det.

Undervejs i sagen mod Jack Hou kom det frem, at han og roomien ofte anvendte lejligheden til at holde møder med andre unge mænd, der ønskede at blive bedre til at score kvinder. Et miljø, som Jack Hou var særdeles aktiv i, og som han i en periode dyrkede i USA, hvor han betalte for dyre kurser hos anerkendte scorecoaches.

32-årige Jack Hou fotograferet i nattelivet.
32-årige Jack Hou fotograferet i nattelivet. Privatfoto

»Det var et selskab, hvor man mødtes både officielt og privat for at studere, hvordan man bedst kommer i kontakt med folk. (...) Man lærte at få kontakt til kvinder med henblik på intimitet,« forklarede et vidne i sagen mod Jack Hou.

Vidnet forklarede videre, at han og 10-20 andre af og til mødtes i Jack Hous og roomiens lejlighed på Vimmelskaftet i hjertet af København.

I dokumentaren 'Hvorfor voldtog Jack' har de fulgt i Jack Hous fodspor til USA og talt med flere af hans scorecoaches.

DR har forsøgt at få en kommentar fra roomien uden held

12-talsstudenten, der blev voldtægtsmand

Sagen om Jack Hou vakte opsigt, da han i juni 2019 blev idømt syv års fængsel i Københavns Byret. Samme dag kunne B.T. fortælle, at Jack Hou i løbet af sin studietid på medicinstudiet blev betragtet som en af de bedste på årgangen.

Her scorede han ofte topkarakter og udgav adskillige videnskabelige artikler, der blandt andet blev publiceret i det anerkendte tidsskrift Stroke.

Tre af de videnskabelige artikler blev skrevet sammen med blandt andre hjerneforskeren Bente Pakkenberg.

Og hun var decideret rystet, da B.T. kunne fortælle hende, at hendes tidligere studerende var idømt syv års fængsel.

»Der er intet, der forekommer mig fjernere, end at Jack ville gøre sådan noget. Han var utrolig dygtig, insisterende og aktiv. Han tog to semestre på én gang, og han var også i USA for at videreuddanne sig,« fortalte Bente Pakkenberg, der også er leder af Forskningslaboratorium for Stereologi og Neurovidenskab på Bispebjerg Hospital.

»Han lavede celletællinger i centralnervesystemet, og det kræver en vis ihærdighed at sætte sig ind i de metoder og anvende dem. Det gjorde han med stor flid og ihærdighed,« forklarede Bente Pakkenberg om én af de videnskabelige artikler, de skrev sammen.

Jack Hou ankede byrettens dom til frifindelse, men Østre Landsret stadfæstede afgørelsen om, at han skulle idømmes fængsel i syv år. Han har desuden fået frataget sin lægeautorisation.

'Hvorfor voldtog Jack' kan ses på DRTV og på DR2 torsdag 19. november.