32-årige danske Jack Hou var blandt de bedste på medicinstudiet. Nu er han idømt syv års fængsel for at have bedøvet og voldtaget to kvinder.

»Jeg er rystet.«

Reaktionen kommer omgående fra hjerneforsker Bente Pakkenberg, da B.T. kan fortælle, at hendes tidligere studerende Jack Hou er idømt syv års fængsel for blandt andet at have bedøvet og voldtaget to kvinder, hvoraf han filmede den ene.

»Der er intet, der forekommer mig fjernere, end at Jack ville gøre sådan noget. Han var utrolig dygtig, insisterende og aktiv. Han tog to semestre på én gang, og han var også i USA for at videreuddanne sig,« fortæller Bente Pakkenberg, der også er leder af Forskningslaboratorium for Stereologi og Neurovidenskab på Bispebjerg Hospital.

Og det billede er hun ikke ene om at tegne.

Flere andre kilder, som B.T. har været i kontakt med, fortæller, at Jack Hou, der er af kinesisk afstamning og kom til Danmark i 1999, var blandt de bedste på sit medicinstudium, hvor han ofte scorede topkarakterer og udgav adskillige videnskabelige artikler, der blandt andet blev publiceret i det anerkendte tidsskrift Stroke.

Tre af de videnskabelige artikler blev skrevet sammen med blandt andre Bente Pakkenberg.

»Han lavede celletællinger i centralnervesystemet, og det kræver en vis ihærdighed at sætte sig ind i de metoder og anvende dem. Det gjorde han med stor flid og ihærdighed,« fortæller Bente Pakkenberg om én af de videnskabelige artikler, de skrev sammen.

32-årige Jack Hou fotograferet i nattelivet.
32-årige Jack Hou fotograferet i nattelivet. Foto: Privatfoto
Vis mere

Og det er en beskrivelse, som forskningsmedarbejder på Bispebjerg Hospital Lars Kristiansen genkender.

»Han arbejdede meget hårdt, når han blev motiveret, og så læste han ofte til eksamen imellem de forsøg, vi lavede, og nærmest også om natten. Han var ikke den typiske danske studerende,« forklarer han til B.T.

Den sære og akavede type

Men ihærdigheden havde tilsyneladende også en pris. For mens Jack Hou bliver beskrevet som værende en mønsterelev på studiet, så fortæller flere kilder også, at han af mange blev betragtet som værende en 'smule sær' og 'socialt akavet'.

Om det var årsagen til, at Jack Hou på et tidspunkt tog afstand til lægevidenskaben og i stedet kastede sig over det populære scoremiljø, vides ikke, men sikkert er det, at den 32-årige læge på et tidspunkt begyndte at praktisere evnen til at score kvinder både i USA og Danmark.

Undervejs i sagen mod Jack Hou er det kommet frem, at hans lejlighed ofte dannede rammen om møder mellem en gruppe fyre, der ønskede at blive bedre til at score kvinder, ligesom han også har været aktiv i grupper på Facebook, hvor det miljø blev dyrket.

»Det var et selskab, hvor man mødtes både officielt og privat for at studere, hvordan man bedst kommer i kontakt med folk. (...) Man lærte at få kontakt til kvinder med henblik på intimitet,« har et vidne i sagen forklaret.

Vidnet forklarede videre, at han og 10-20 andre af og til mødtes i Jack Hous lejlighed på Vimmelskaftet i hjertet af København.

Jack Hou har anket dommen til frifindelse.