Det skal åbenbart ikke være nemt at finde frem til gerningsmændene, som natten til 23. november med en hjemmelavet rambuk bragede gennem vinduespartiet i butikken Knud Pedersen Ure og Smykker i hjertet af Aarhus og stjal smykker og ure for flere millioner af kroner.

I hvert fald har Østjyllands Politi – nu knap halvanden måned senere – endnu ikke hverken sigtet eller anholdt nogen i sagen.

Det fortæller vicepolitiinspektør Lennart Glerup til B.T. Aarhus.

»Status er, at vi ikke står over for et større gennembrud og er på vej ud for at anholde nogen, desværre,« siger han, men påpeger, at efterforskningen fortsat kører på fuld blus.

»Men vi er stadigvæk intenst i gang med efterforskningen, selvom der ikke er noget gennembrud lige nu, for det håber vi, der kommer,« siger han.

Har I nogen i kikkerten?

»Nej, ikke direkte, men vi kører ad flere spor. Vi kigger både nationalt og mod udlandet,« siger vicepolitiinspektøren.

Alarmen om indbrud nåede politiet klokken 04.34, hvorefter betjente rykkede ud til stedet.

Guldsmeden forhandler blandt andet dyre Rolex-ure.
Guldsmeden forhandler blandt andet dyre Rolex-ure.

Her kunne det konstateres, at der havde været indbrud i smykkebutikken, der ligger på Skt. Clemens Torv i Aarhus, og som blandt andet sælger dyre Rolex- og Omega-ure.

De ukendte gerningsmænd bag indbruddet havde fremstillet en rambuk af træ. Den skubbede de ind i butiksvinduet med en bil, og i løbet af få minutter slap de altså væk med smykker og ure for flere millioner kroner.

Politiet vil ikke oplyse det eksakte beløb, men bekræfter, at det drejer sig om et »større millionbeløb«.

På overvågningsbilleder fra gerningstidspunktet kan man se en BMW brage ind i vinduespartiet på gerningstidspunktet.

Den efterlyste politiet efterfølgende, og senest offentliggjorde de også billeder af en økse samt nogle handsker, som skulle være blevet brugt under tyveriet.

Det er denne økse, politiet har efterlyst. Foto: Østjyllands Politi.
Det er denne økse, politiet har efterlyst. Foto: Østjyllands Politi.

Håbet var at finde frem til, hvor de var solgt. Det har dog heller ikke endnu givet noget af sig, fortæller Lennart Glerup.

»Det har ikke givet noget afgørende, men ved øksen er det også svært, fordi økserne findes i mange udformninger, så vi har ikke endnu kunnet lægge os fast på, hvor den er købt,« siger han.

B.T. Aarhus har forsøgt at få et interview med ejeren af Knud Pedersen Ure og Smykker, men han har ikke ønsket at stille op til interview.