En gerningsmand er sigtet for tyveri efter at have forsøgt »at åbne en hæveautomat«. Flere gerningsmænd er på fri fod.

Det oplyser Nordjyllands Politi.

Det var kl. 1.17 natten til søndag, at politiet fik en anmeldelse om, at en hæveautomat var forsøgt åbnet på Stenmarksvej i Hune.

»I den forbindelse er der kørt personer derfra i en bil. Vi har anholdt en af dem,« fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi, Bruno Brix.

Hæveautomaten er en såkaldt ATM-hæveautomat, der står foran Spar-købmanden i Hune.

»Det er ikke mange oplysninger, vi vil af med på nuværende tidspunkt, fordi vi har gang i en efterforskning og eftersøgning, hvor vi leder efter de andre gerningsmænd,« lyder det fra vagtchef Bruno Brix.

Afhængigt af, om gerningsmændene er sluppet fra deres forehavende med penge fra automaten, kan sigtelsen lyde på tyveri.

Den ene mand, politiet har anholdt, fremstilles i grundlovsforhør klokken 13 søndag.