Det var meningen, at mandag skulle være den store genåbningsdag for restaurant Meat i Aalborg.

Men skæbnen ville noget andet.

For mens restauranten har været lukket ned, har der været håndværkere inde og lave nogle ting i restauranten. Blandt andet skulle de lave gulvet, som var skævt.

Men det viste sig at være et noget større projekt end først antaget.

Hele restauranten er et stort byggerod.
Hele restauranten er et stort byggerod.
Vis mere

»Der var en grund til, at gulvet var skævt. Der var en kloak, der var faldet sammen under gulvet,« fortæller indehaver af restaurant Meat, Gitte Jensen, til B.T.

Det har sat gang i et større arbejde, som pågår to meter under gulvhøjden og har omdannet restauranten til en større byggeplads.

»Vi bliver nødt til at holde lukket til i hvert fald 1. marts,« siger Gitte Jensen.

Det var ellers bare få dage siden, at restaurantindehaveren havde armene højt hævet over hovedet, da det blev meldt ud, at der lempes på coronarestriktionerne.

»Jeg havde glædet mig fuldstændig vanvittigt til at skulle genåbne. Vi kunne ligesom øjne et mere stabilt restaurantliv igen. Men det må jeg altså udskyde lidt,« siger hun og fortsætter:

»Jeg kommer nok til at kigge lidt misundeligt på restauranterne på den anden side af gaden, som åbner.«

Selvom lukningen af restaurant Meat bliver en anelese længere, end hvad der først var planlagt, så vælger Gitte Jensen at fokusere på de muligheder en lidt længere nedlukning giver.

»Det er jo godt, at det nu bliver lavet. Sådan noget skal der være styr på. Men det giver os også muligheden for at uddanne vores personale endnu mere og få udviklet på vores mad og koncept,« siger hun.

Samtidig med at hun udvikler restaurantens koncept sammen med personalet, holder hun dog et vågent øje med, at arbejdet med kloakken skrider planmæssigt frem.

»Jeg presser selvfølgelig vores håndværkere lidt, men de er af den overbevisning, at de kan nå det til 1. marts,« slutter Gitte Jensen.

Andre læser også