En helt almindelig køretur gennem Danmark forvandlede på et splitsekund tyske Andreas Gosmanns liv til et sandt mareridt.

For da han sammen med sin kone og sit barn på fem år nåede et kort stykke forbi Odense, blev en betonklods kastet ud over en motorvejsbro.

Og den ramte Andreas Gosmanns bil.

Det var Andreas Gosmann, som sad bag rattet den tragiske søndag nat. Bag ham sad hans kone og ved siden af hende deres fælles søn på kun fem år.

Sønnen slap uskadt fra ulykken.

Men Andreas Gosmanns kone mistede livet på stedet, og Andreas Gosmann selv pådrog sig alvorlige skader. Skader, som i dag betyder, at han har mistet synet og ikke mindst evnen til at tage vare på sig selv.

Selvom det nu er fem år siden, at den tyske familiefar blev frarøvet tilværelsen, som han kendte den, er gerningsmanden endnu ikke blevet fundet.

Fyns Politi har dog langtfra opgivet en dag at sætte sidste punktum i sagen, der fandt sted 21. august 2016.

Det fortæller vicepolitikommisær og leder for personfarlig kriminalitet ved Fyns Politi Jack Liedecke.

»Der er stadig nogle spor i motorvejssagen, som er uafklarede. Derfor arbejder vi også videre med den,« siger Jack Liedecke.

Politikommissæren fortæller i den forbindelse, at efterforskningen endnu ikke er lukket ned. Selvom den har fem år på bagen, bliver der jævnligt arbejdet med den.

»Selvfølgelig bliver oplysningerne og sporene med tiden færre og færre. Derfor er vi også nødt til at prioritere mellem den og nyere sager,« siger Jack Liedecke og fortsætter:

»Når der kommer nye sager, der er mere presserende, så tager vi dem – naturligvis – op. Og så går vi efterfølgende tilbage til motorvejssagen, når der er luft igen.«

Tidligere på året kunne B.T. fortælle, at Andreas Gosmann som følge af de skader, han pådrog sig i ulykken, har modtaget en erstatning fra den danske stat.

Det var ikke muligt at komme nærmere et præcist antal kroner og øre, men der var tale om et »betydeligt beløb« ifølge hans advokat.

Og selvom en erstatning uden tvivl nok fungerer som et lille plaster på såret, så vil en opklaring af sagen formentlig have stor betydning for dens ofre.

Blomsterhilsen ved motorvejen, hvor 33-årige Nelli Gosmann fra Tyskland blev dræbt og dødsannoncer fra tyske medier.
Blomsterhilsen ved motorvejen, hvor 33-årige Nelli Gosmann fra Tyskland blev dræbt og dødsannoncer fra tyske medier. Foto: Sonny Munk Carlsen / Screendump
Vis mere

Og den opklaring tror politiet stadig på. I hvert fald er der stadig spor i sagen, som er værd at forfølge.

»Når man arbejder med en sag, så har man hele tiden troen på, at indtil man har vendt hver en sten flere gange, så er der stadig et håb på, at sagen bliver opklaret,« siger Jack Liedecke.

»I motorvejssagen har vi eksempelvis nogle dna-profiler, men indtil videre har vi ikke et match på de profiler. Desuden har vi en idé om, at betonklodsen stammer fra Tarup-området,« oplyser politikommissæren.

Fyns Politi modtog i tiden efter betonklodsdrabet et hav af henvendelser.

Nogle henledte politiets opmærksomhed på specifikke grupper eller personer, andre på specifikke områder i Odense. Indtil videre uden konklusion.

Men ifølge Jack Liedecke er de på ingen måde færdige med at indsamle informationer. Hvis man altså med andre ord mener, at man har nogle oplysninger om sagen fra 2016, så skal man ikke tøve med at dele dem med politiet.

»Man kan ikke som almindelig borger vide, hvilke oplysninger politiet har i forvejen. Og noget, der måske kan virke som en lille oplysning, kan måske være den ene lille brik, vi mangler for at få hele puslespillet til at gå op,« siger Jack Liedecke og fortsætter:

»Vi er interesserede i alle oplysninger. Hellere give os ti opkald for meget, end at vi misser ét opkald, som kunne have relevans for sagen.«

Og hvad skete der så i mellemtiden med den tyske familie, hvis verden blev vendt på hovedet natten til søndag?

Ét år efter ulykken fortalte familien i en mail til Ritzau, at Andreas Gosmann, der i dag er 41 år gammel, ikke havde det godt. De ønskede ikke at stille op til interview af private årsager.

»Han er blind, har store hukommelsesproblemer og er døgnet rundt afhængig af hjælp. Han skal være i pleje resten af sit liv,« skrev familien dengang i mailen.

Sønnen på fem blev dagen efter ulykken hentet af familie fra Sydtyskland. Sammen satte de kursen tilbage mod Dortmund, mens Andreas Gosmann dengang stadig var i kritisk tilstand.

Andre læser også