»Hun har aldrig ment noget ondt med det, hun har gjort. Det skal I bare vide. Jeg elsker hende,« sagde faren tårevædet, inden han ved Københavns Byret afviste at vidne. Mod sin datter.
Den 29-årige datter sad mandag på anklagebænken. Tiltalt for at have indgivet en falsk anmeldelse om voldtægt. Mod sin far.
Retten fandt hende skyldig, men gav hende en mild straf. 30 dages betinget fængsel.
Straffen frafaldes, såfremt hun ikke begår kriminalitet det næste år. Og det har hun ikke tænkt sig. Hendes tårer i retten vidnede om, at hun havde fortrudt sin anmeldelse til politiet 4. januar 2019.
Det samme gjorde hendes ord.
»Når jeg ser tilbage, ser jeg en desperation for at blive hørt, og det kom ud som noget, det ikke skulle have været,« forklarede hun.
Uddybede, at hun var et meget sort sted. Med spiseforstyrrelse og alkoholmisbrug. At hun havde været fuld, da hun ringede til politiet.
»Jeg var ikke i stand til at konsekvensberegne eller handle efter fornuft.«
Den 29-årige kvinde afviste ikke at have løjet, da hun ringede anmeldte sin far for voldtægt. Men hun afviste at have overtrådt straffeloven.
Det mente modsat anklagemyndigheden, der i sagens indledende minutter læste op, at den 29-årige kvinde var tiltalt for »med forsæt til, at en uskyldig blev sigtet eller dømt (...) urigtigt at have anmeldt sin far«.
Flere gange fremhævede anklageren da også, at der ikke var tale om en hvilken som helst beskyldning. En beskyldning om voldtægt er voldsom – og noget politiet prioriterer højt.
Det gjorde politiet ifølge anklagemyndigheden også i denne sag, hvor man dagen efter anmeldelse sendte en patrulje ud til den 29-åriges adresse.
Politiassistenten, der på stedet afhørte hende, forklarede for retten, at hun havde svært ved at få ord ud af den 29-årige. Og at hun afviste at tage med til undersøgelse på Rigshospitalet, som det ellers er procedure for voldtægtsofre.
Da politiassistenten et par dage senere talte med den 29-årige, fastholdt hun dog sin anmeldelse.
Men som forsvareren også læste op fra afhøringsrapporten, havde den 29-årige her bedt om at få sagen sat i bero eller stoppet. Hun var nervøs for, hvad der skulle ske, stod der.
Politiet gik ikke desto mindre videre og afhørte i slutningen af januar kvindens far. Dog uden at sigte ham. Et alibi viste, han slet ikke havde været i nærheden af adressen.
Et par dage senere ringede den 29-årige kvinde så og trak sin anmeldelse tilbage.
Selv forklarede hun, at hun vidste, hun havde gjort noget forkert. Og at hun forud for farens afhøring, som hun var blevet informeret om, ikke havde forstået det maskineri, hun havde fået sat i gang.
Adspurgt, hvorfor hun ikke havde trukket sin anmeldelse tilbage tidligere, svarede hun:
»Jeg skammede mig så meget, at jeg ikke kunne få mig selv til at sige, at jeg havde sagt noget, der var løgn.«
Netop dette var noget, forsvareren lagde vægt på, da hun argumenterede for, at den 29-årige skulle frifindes. Og hvis ikke der skulle ske frifindelse, skulle straffen være mild.
»Hun har haft det svært, men er faktisk et godt sted nu. Det ville være for ærgerligt at ændre på det,« sagde hun med henvisning til den 29-åriges fortid.
En fortid præget af en utryg barndom, flere diagnoser, en spiseforstyrrelse, et alkoholmisbrug, gæld og behandlinger.
Anklagemyndigheden mente, at den 29-årige skulle idømmes en ubetinget fængselsstraf på 40 dage.
Også selvom anklageren, som hun fremhævede, ikke betvivlede, at kvinden havde haft det svært.
»Men det giver ingen ret til at indgive en falsk anmeldelse om voldtægt.«
Anklageren lagde desuden vægt på, at den type anmeldelse koster politiet ressourcer. Ressourcer, der i dette tilfælde kunne være blevet brugt bedre på en anden sag.
Og at hun nok troede på, at den 29-årige havde haft et alkoholmisbrug, men ikke, at hun havde været fuld, da hun ringede til politiet. Dette med udgangspunkt i, at vidner ikke havde oplevet hende beruset.
Til det sagde den 29-årige, da hun fik det sidste ord:
»En alkoholiker er vanvittigt god til at gemme. Jeg havde en funktionspromille og virkede normal. Hvis jeg ikke drak, fik jeg abstinenser.«
»Når det er sagt, ved jeg godt, det ikke er en undskyldning. Men jeg har brug for at sige, at jeg virkelig har angret. Jeg er virkelig ked af det.«
Hun modtog sin dom på stedet.
