»Hans datter render rundt og spørger: 'Hvornår står far op?' Hvordan forklarer man en fireårig, at hendes far aldrig vil vågne igen?«
Det er et af de mange spørgsmål, pigens onkel har stillet sig selv på det seneste.
Et andet er:
»Hvorfor skulle min bror dø?«
14. december blev hans 45-årige storebror kørt ned i krydset Sølvgade/Øster Voldgade. Han var på vej på arbejde. Var blot nogle minutter væk fra sin endestation, da det skete. Da han blev kastet af sin cykel og landede på asfalten. Bevidstløs. Og uden id på sig.
Da familien endelig fik besked, hastede de mod Rigshospitalet. Det blev hans lillebrors opgave at gå først ind. At identificere ham.
»Jeg kan mærke, mine skridt bliver tungere og tungere. Jeg har ikke lyst,« fortæller han om turen ad gangene på Rigshospitalets intensivafdeling.
»Da jeg kommer ind på stuen, bliver jeg helt overrasket. Der er ikke noget at se. Ikke så meget som én rift.«
To døgn senere trak storebroren vejret for sidste gang.
Fire børn mistede 16. december deres far. En hustru mistede sin ægtemand. En mor sin søn. Søskende deres højt elskede bror. Og verden mistede et evigt smil.
En 29-årig mand er sigtet for at stå bag. For at have gjort det med vilje.
»Jeg får hjertebanken af at tale om det. Jeg spørger jo mig selv: 'Var han bange?'« fortæller lillebroren.
Da den 29-årige dagen efter påkørslen blev fremstillet i grundlovsforhør, nægtede han sig skyldig. Han afviste, at han med forsæt havde kørt den 45-årige ned med kraniebrud, brækket ryg, blødning i hjernen og brud på brystkassen til følge.
Dommeren i Dommervagten valgte at varetægtsfængsle ham i fire uger alligevel.
Under grundlovsforhøret blev der nedlagt navneforbud, hvad angår både den sigtede og den 45-årige mand, der to dage senere tog afsked med livet.
Af samme årsag kan B.T. heller ikke afsløre identiteten på hans lillebror, der også var til stede under grundlovsforhøret.
»Jeg var mega rasende. Og jeg tænkte: 'Hvem fanden kan finde på det?' Jeg havde brug for at sætte ansigt på. Og jeg havde brug for at høre, hvorfor min bror skulle dø,« fortæller han.
Lillebroren var fyldt til randen med ubesvarede spørgsmål. Selvom han fik sat ansigt på den sigtede, blev han under grundlovsforhøret ikke meget klogere på, hvorfor hans bror skulle køres ned.
Dørene blev nemlig lukket, og han blev derfor smidt ud. Begrundelsen var, at der var mange vidner, der skulle afhøres.
Fra en betjent fik han dog at vide, at den 29-årige og hans bror formentlig har haft en uenighed i formiddagstrafikken. At det var et tilfælde af vejvrede, der sendte hans bror på intensiv. Og siden i døden.
»Hvis det var en højresvingsulykke eller én, der var kørt over for rødt lys, havde det været noget andet. Men det her … det æder mig op indvendig.«
»Jeg ved godt, han ikke er den første. Han er nok heller ikke den sidste. Men jeg synes, det er tragisk, at det sker. Jeg vil gerne sætte fokus på det, så det ikke bare er en kort historie om en tilfældig cyklist, der er blevet kørt ned.«
For lillebroren er det historien om liv, der ændrer sig for evigt på grund af det, der formentlig har været én vred beslutning i trafikken.
»På et splitsekund er to liv blevet ødelagt. To liv, der går til spilde. På et splitsekund er hele min familie blevet knust.«
Da B.T. møder lillebroren, er der gået en uge, siden storebroren blev kørt ned. Familien venter stadig på, at obduktionen er færdig, så de kan få ham begravet.
Alle er knuste.
»Hans hustru ligner en, der har tabt ti kilo på en uge. Det er en overdrivelse, men hun kan slet ikke være i sig selv,« fortæller lillebroren.
Han og familien har været samlet den seneste uge. Sørget og grint. Haft besøg af de mange mennesker, hans bror havde gjort indtryk på. Både på hospitalet og i hjemmet.
Mens vi taler, ringer hans telefon nærmest uafbrudt. Sådan har det været i en uge, fortæller han. For ham siger den store opmærksomhed meget om hans bror. Om hans liv og levned.
»Det lyder måske som en kliché – noget, man ville sige om alle – men han havde et kæmpe hjerte. Han var altid hjælpsom og til stede. Bar aldrig nag. Folk minder os om, at vi skal huske hans smil. Hans gode humør.«
»Hans liv har været op ad bakke. Han har altid haft det svært, men han har taget det med et smil. Og nu havde han fået styr på det,« fortæller han.
Uddyber, at broren arbejdede i en af familiens forretninger. At han gjorde sit ypperste; fik organiseret alt og endda pyntet op til jul. Og at kunderne elskede ham.
»Kunderne spørger, hvor ham med kasketten er. Han er lidt hurtigere,« gengiver han.
Han omtaler stadig sin bror i nutid. Som om han var her. At han er væk, er endnu ikke gået op for ham.
»Ikke engang tæt på. Jeg er heller ikke sikker på, jeg vil forstå det.«
Magtesløsheden fylder stadig. Det samme gør de mange ubesvarede spørgsmål. Og vreden.
»Folk minder mig om, at hvis den 29-årige stod foran min storebror, ville min storebror tilgive ham. Til hver en tid. Det rammer mig. For det er sådan, han er,« siger han, før han retter sig selv:
»Det var sådan, han var.«
