Kevins morder er fanget på video, men endnu ikke fanget af politiet.

Sådan er situationen torsdag eftermiddag, efter at Københavns Politi i weekenden offentliggjorde en række optagelser fra overvågningskameraer på Mørkhøjvej i Københavns nordvestlige udkant.

Videooptagelser er taget lige før og efter, at den 20-årige frisør Kevin Ibraimovski 29. september sidste år kynisk blev skudt og dræbt af en koldblodig gerningsmand i Salon Ørn på Mørkhøjvej i Brønshøj.

»Vi har fået en stribe henvendelser, som vi efterforsker nu. Der ser ikke umiddelbart ud til at være en rygende pistol imellem, men de er interessante,« siger lederen af efterforskningen, vicepolitiinspektør Bjarke Dalsgaard fra Københavns Politis afdeling for organiseret kriminalitet.

»Det er for tidligt at sige, hvad henvendelserne eventuelt kommer til at give af fremskridt i sidste ende, men vi har fået en god bunke reaktioner fra borgere. Og nu er vi ved at efterprøve, hvor brugbare henvendelserne kan vise sig at være, og hvilken betydning de kan have,« tilføjer efterforskningslederen.

Ved drabet i frisørsalonen 29. september i fjor blev det 20-årige offer ramt og dræbt af flere skud, der blev affyret på kort afstand af en foreløbig ukendt gerningsmand, som gik helt ind i Salon Ørn.

Gerningsmanden kom klokken 12.45 gående ad Mørkhøjvej i sydlig retning kort før krydset Mørkhøjvej/Novembervej. Han fortsatte mod Salon Ørn på Mørkhøjvej 67, men passerede i første omgang salonen og gik efterfølgende ad Muldager.

I fire minutter befandt gerningsmanden sig omkring Muldager på et ukendt sted. Han vendte derpå retur til Salon Ørn klokken 12.52, hvor han gik ind og skød den 20-årige frisør. Herefter flygtede morderen ad Muldager i retning mod Kagsløkke.

Salon Ørn på Mørkhøjvej, hvor den 20-årige frisør blev dræbt 29. september sidste år kort før klokken 13.
Salon Ørn på Mørkhøjvej, hvor den 20-årige frisør blev dræbt 29. september sidste år kort før klokken 13. Foto: Jesper Vestergaard Larsen
Vis mere

Gerningsmanden bliver beskrevet som en 183-200 centimeter høj mand, der var almindelig af bygning. Han var iført en sort regn- eller skaljakke med hætten trukket op over hovedet, sort kasket, sorte regn- eller skalbukser, sorte sko og sorte handsker. Han var desuden iført hvidt eller lyseblåt mundbind og bar på en pose.

»Vi vil fortsat meget gerne i kontakt med vidner, der har set gerningsmanden på de ruter, han fulgte før og efter drabet. Han kan være steget ud af en bil i nærheden af krydset Mørkhøjvej/Novembervej, og han kan ligeledes have benyttet et flugtkøretøj,« siger vicepolitiinspektør Bjarke Dalsgaard.

Samtidig efterforsker politiet et drabsforsøg samme sted fem dage tidligere – torsdag 24. september – hvor der også er videobilleder.

Her kørte to personer i tidsrummet 13.32-13.35 forbi Salon Ørn på en sølvgrå Yamaha-motorcykel af mærket VP250 X-City.

20-årige Kevin blev ramt af skud og dræbt i frisørforretningen i Brønshøj, hvor den sortklædte morder gik helt ind i forretningen.
20-årige Kevin blev ramt af skud og dræbt i frisørforretningen i Brønshøj, hvor den sortklædte morder gik helt ind i forretningen. Foto: Privat
Vis mere

Personerne var begge iført helt sort tøj med hætterne trukket op over hovederne, og bagsædepassageren holdt en pistol i hånden. Motorcyklen passerede frisørsalonen i alt fire gange og forsvandt derefter ad Mørkhøjvej til Novembervej.

Politiet mener, at motorcyklen på overvågningsvideoen er identisk med en motorcykel, der blev stjålet fra en villa i Klampenborg i tidsrummet fra 8. september 2020 klokken 20 til næste morgen klokken 7.30.

Den stjålne motorcykel blev fundet igen lørdag 26. september i en passage mellem Dildhaven 3A og 5 i Herlev.

»Vi efterforsker de to sager ud fra, at der er en sammenhæng imellem dem. Derfor er vi meget interesserede i at høre fra vidner, der har set personerne på motorcyklen køre forbi Salon Ørn – men også hvis man har set motorcyklen i tidsrummet, efter den blev stjålet, eller hvis nogen har set den blive efterladt i Herlev,« siger vicepolitiinspektøren.

Borgere, der har oplysninger i en eller begge sager, kan fortsat kontakte Københavns Politi på telefon 114.