Tirsdag blev der afsagt dom i sagen, hvor den unge kvinde – Yohana Kiflay – en decemberdag blev stukket ihjel i sin lejlighed for øjnene af sine to små børn.

Nu reagerer familien og ser samtidig tilbage på et forløb, der har chokeret dem og stadig får tårerne til at trille ned ad kinderne.

»Intet bringer hende tilbage til os. Intet,« siger Tesfa Weldezgi, der er onkel til Yohana Kiflay og bosat i Canada.

Yohana Kiflays ekskæreste, 39-årige Bereket Mengstu Weldu, blev ved Retten i Aarhus kendt skyldig i drabet og idømt 12 års fængsel. Ud over de 12 års fængsel skal han udvises af Danmark med et indrejseforbud, der gælder for bestandigt. Det vil sige for evigt.

»Vi har ikke så meget at sige til selve dommen. Det er rettens afgørelse. Men jeg tror ikke, der er nogen i hans familie, der har lyst til at se ham, når han på et tidspunkt kommer ud,« fortæller han.

Lige siden Yohana Kiflay for fem måneder siden blev stukket ihjel, har familien kæmpet for at få lov til at begrave hende.

En kamp, der får tårerne til at løbe frit.

»Vi stoppede med at græde over drabsmanden for lang tid siden, men vi græder stadig den dag i dag over det forløb, vi har været igennem. Hver dag græder vi,« fortæller han.

Lige nu ved familien, at det er blevet besluttet, at Yohana Kiflay skal begraves i Danmark og ikke i Eritrea, selvom hun og familien ellers ønskede, at begravelsen fandt sted i Eritrea, hvor hun oprindelig er fra, og hvor hendes forældre stadig bor.

»Familien er meget skuffede over, at vi ikke må få lov til at få hende hjem til Eritrea. Det er særligt svært for hendes mor, der er knust over tabet. Men vi er glade for, at der i det mindste er truffet en beslutning nu, for det har været enormt frustrerende, at der er gået fem måneder.«

Årsagen er, at advokat Christina Kirk Mizzi, der af Familieretshuset midlertidigt har fået forældremyndigheden over de to efterladte børn, ønsker Yohana Kiflay begravet i Danmark, hvor det er planen, at børnene skal blive boende.

Yohana Kiflays forældre er skuffede over, at deres datter ikke skal begraves i sin hjemby i Eritrea. Særligt fordi de har oplyst retten om, at Yohana Kiflay inden rejsen til Danmark i 2017 sagde, at »hvis der sker det, at jeg dør i Danmark eller et andet sted, vil jeg begraves i min landsby Shieb og velsignes af Shieb-kirken«.

Det fremgår af en skrivelse underskrevet af forældrene sendt til Skifteretten i Aarhus.

Men trods beslutningen om, at Yohana Kiflay skal begraves i Danmark, er truffet, så kan familien fortsat ikke få svar på, hvornår selve begravelsen finder sted.

»Vi har intet hørt. Vi ved ingenting, og det ødelægger os,« siger han.

Lige siden drabet 16. december har Yohana Kiflays forældre ikke kunnet forlade deres hytte i landsbyen Shieb, og deres hverdag og arbejde har været sat fuldstændig på pause. For ifølge den stærke lokale kultur og tradition skal forældrene blive hjemme og sørge, indtil begravelsen er blevet gennemført.

Ingen af dem havde i deres vildeste fantasi forestillet sig, at det kunne tage over fem måneder at få deres datter begravet.

»Så snart Yohana er blevet stedt til hvile i Danmark, kan familien afholde en ceremoni i Eritrea for familie og naboer, og først efter det kan de komme videre med deres liv. Så nu håber vi bare, de danske myndigheder er færdige med at trække sagsbehandlingen i langdrag, og vi endelig kan få hende begravet,« siger Tesfa Weldezgi.

Funktionschefen i Skifteretten i Aarhus, Preben Veng, fortæller, at Skifteretten først modtog sagen 30. marts og derefter har brugt godt en måned på at behandle begravelsestvisten.

»Jeg ved ikke, hvorfor sagen først lander hos os 30. marts. Det overrasker mig, at vi først får det anmeldt tre måneder efter drabet. Jeg kan ikke udtale mig om, hvad der er gået forud, men det er ikke normalt, at der går så lang tid,« siger Preben Veng.

Anders Schouby, politikommissær i Østjyllands Politi, kan ikke svare på, hvornår Skifteretten er blevet orienteret, men understreger, at der er forskel på at blive orienteret om et drab og så at få anmeldt en sag.

Han fortæller også, at politiet afsluttede alle efterforskningsmæssige undersøgelser af liget allerede i starten af januar, men at der derefter skulle træffes beslutning om en midlertidig værge til børnene i Familieretshuset, før liget kunne blive frigivet.

»Det er en meget tragisk sag, og jeg kan godt forstå, det virker besynderligt, at hun ikke er begravet endnu. Men det er en super sjælden problemstilling, fordi nogle af de pårørende er bosat i udlandet, og fordi der har været modsatrettede interesser i sagen,« siger han.

Østjyllands Politi har i denne uge frigivet Yohana Kiflays lig, men den midlertidige værge, advokat Christina Kirk Mizzi, oplyser, at hun endnu ikke har planlagt, hvornår begravelsen skal finde sted, ligesom hun heller ikke har valgt bedemand endnu.

»Det eneste, vi ønsker, er, at vi hører fra hende,« afslutter Tesfa Weldezgi.

Du kan læse om detaljerne fra retssagen, hvor Yohana Kiflays ekskæreste, Bereket Mengstu Weldu, blev kendt skyldig, her: