Tag til Danmark på ferie i en provinsby og bliv slået ned af en tilfældig forbipasserende mand, som lider af paranoia.

Det er næppe et slogan, VisitDenmark vil reklamere med i nogen udenlandske aviser.

Desværre var det lige præcis, hvad en engelsk turist oplevede natten til søndag.

Det grove overfald skete lidt efter klokken 2 i passagen over for Café Rosen i det centrale Hillerød.

Her kom den engelske turist gående med en dansk veninde, da en 28-årig mand kom løbende og råbte noget. Den 28-årige slog så en flaske i hovedet på den engelske turist.

»Mandens veninde fortæller, at han har fået syet sting i og omkring øret, og at han pådrog sig kraniebrud, da han faldt til jorden,« fortæller anklager Rikke Hald fra Nordsjællands Politi til sn.dk.

I retten forklarede den 28-årige, der ved overfaldet både var påvirket af kokain og alkohol, at han havde været inde på Café Rosen, og at han var blevet paranoid, fordi han mente at kunne se nogen fra LTF (Loyal To Familia, red. ) derinde, hvorfor han har gået udenfor stadig i oprørt tilstand. I passagen møder han så den engelske turist, som han overfalder.

Han er varetægtsfængslet frem til 2. september.