Efter fire vielser på rådhuset lørdag måtte viceborgmesteren i Slagelse synke en ekstra gang.

Han stiller nu dette spørgsmål:

'Skal kommunen flage med regnbueflaget?' starter Villum Christensen (LA), som er viceborgmester i Slagelse, i et indlæg på Facebook.

Han skriver, at regnblueflaget blafrede under lørdagens vielser.

'Jeg havde fire vielser i går på rådhuset og må sige, at jeg skulle synke en ekstra gang, da jeg efterfølgende så det officielle Gay Pride Flag (regnbueflaget, red.) – symbolet for LGTB-bevægelsen – blafre på rådhusets flagstang,' skriver han.

Han mener, at Dannebrog hører sig til i stedet for et symbol for for en »interesseorganisation«.

Han er ikke imod LGBT-personer, som er en forkortelse for lesbian (homoseksuel kvinde), gay (homoseksuel mand), bisexual (biseksuel) og transgender (transkønnet). Og som bekendt har det denne uge været Pride-uge, så regnbueflaget har været meget i fokus.

'Min betænkelighed har intet med manglende anerkendelse af, at man med rette kan slå et slag for frisind og tolerance, men mere tanken om, at vores nationale fællesskabssymbol, dannebrogsflaget, skal fortrænges af et symbol for en interesseorganisation,' skriver han.

B.T. har talt med Villum Christensen over telefon fra Slagelse.

Villum Christensen, du skriver, at du skulle synke en ekstra gang over at se regnbueflaget på rådhuset. Hvorfor?

»Som politiker synes jeg, at man skal have lov til at have en mening om det her. Kan den her særbehandling for minoriteter ikke blive for voldsom, hvis den skal havne på en kommunal flagstang? Det er diskussionen værd.«

Men Villum Christensen, det er jo ikke særlig tit, det sker, at det er Pride-uge?

Her ses Villum Christensen (LA), der er viceborgmester i Slagelse. (Foto: Asger Ladefoged/Scanpix 2017)
Her ses Villum Christensen (LA), der er viceborgmester i Slagelse. (Foto: Asger Ladefoged/Scanpix 2017) Foto: Asger Ladefoged
Vis mere

»Nu ved jeg ikke, om det kun har hængt på rådhuset en dag eller en uge. Det afgørende er vel et eller andet sted, om man særskilt kan argumentere for, at flag fra de her minoritetsgrupper skal kunne havne oppe i en flagstang.«

Men sagde nogen af de fire viede noget som helst til regnbueflaget?

»Nej, overhovedet ikke. Det her foregår allerøverst oppe på rådhuset, og så går de ned ad trappen, inden jeg modtager næste par og så videre,« siger han.

Så ingen af de viede har sagt noget om det?

»Nej.«

Hvis der ikke er nogen af de viede, der har sagt noget om det, går du så ikke i lidt for små sko, når du kritiserer, at der hænger regnbueflag på rådhuset?

»Nej, det er ikke af hensyn til de viede. Det er mere den generelle problematik, der er interessant,« svarer Villum Christensen.

Han vil tage sagen op på et møde mandag i Økonomiforvaltningen i Slagelse Kommune.