En lyshåret dreng ligger ned på alle fire, med panden presset mod asfalten.

»Buk for mig! Buk for mig!« lyder det fra en 16-årig dreng, som står foran ham, inden han fortsætter:

»Hvad er det, du er i den her by,« spørger den 16-årige.

»Jeg er en slave. Jeg er din slave,« svarer drengen.

Ovenstående er blot et lille udsnit af den brutale overfaldsvideo, som i øjeblikket florerer på de sociale medier. På videoen ser man blandt andet den unge dreng blive tvunget til at slå sig selv gentagne gange i hovedet.

»Slå dig selv i hovedet. Hårdere. Hårdere,« lyder det blandt andet fra den 16-årige, inden drengen parerer ordre og slår sig selv.

Forinden har den 16-årige dreng gjort det klart over for sit offer, at hvis ikke han »svarer« ham på Messenger en anden gang, så slår han ham ihjel.

»Tramper dig oven i hovedet, så du ikke fucking kan trække vejret mere.«

Politiet: Del ikke videoen

Hos lokalpolitiet i Holstebro og Thisted var man bekendt med overfaldet, inden videoen begyndte at florere på nettet.

Det fortæller vicepolitiinspektør hos Midt- og Vestjyllands Politi, Allan Laustsen.

»Vi fik en anmeldelse lang tid før, videoen blev delt. Så der er allerede oprettet en sag, og vi har også en mistænkt i sagen, som vi skal have afhørt,« fortæller han og understreger samtidig, at efterforskningen af sagen er i fuld gang.

»Og så vil vi som altid opfordre til, at man ikke deler videoen.«

Ifølge Allan Laustsen skulle overfaldet være sket 11. juli i år.

Videoen, som ifølge B.T.s oplysninger er optaget i området omkring Struer, er langtfra et enestående eksempel. B.T. har de seneste år gentagne gange kunnet beskrive forskellige videoer, hvor drenge bliver enten gennembanket eller tvunget til at ydmyge sig selv.

Så sent som i maj var det en bare 11-årig dreng, det gik udover.

En sen aften blev han slået og sparket gentagne gange i hovedet af en 14-årig dreng, alt imens hændelsen blev optaget på video. Siden blev videoen delt på de sociale medier, og både den 14-årige og den 12-årige dreng, der angiveligt optog optrinet, blev siden anholdt.