Efterforskningen af drabet på Emilie Meng er påvirket af politiets IT-fejl. Men familien har stadig ikke fået at vide, hvordan fejlen konkret har påvirket efterforskningen.

B.T. har været i kontakt med bistandsadvokat for Emilie Mengs familie, Mai-Brit Storm Thygesen, da hun torsdag var blevet lovet en skriftlig redegørelse fra politiet.

I den ville politiet komme ind på, hvordan IT-fejlen har påvirket efterforskningen af mordet på Emilie Meng.

Torsdag aften har Mai-Brit Storm Thygesen stadig ikke modtaget noget fra politiet.

Hun forventer dog heller ikke, at politiet vil uddybe detaljeret i den skriftlige redegørelse, hvordan IT-fejlen har påvirket sagen, af hensyn til efterforskningen.

Familien er bekymrede.

»Familien føler, det er en meget usikker situation. De har gennem hele forløbet været meget kritiske over for politiets efterforskning, og så kommer det her oveni. Det er de bestemt ikke glade for,« siger bistandsadvokat for Emilie Mengs familie, Mai-Brit Storm Thygesen, til B.T.

De seneste dage er det kommet frem, at der er alvorlige fejl på et af politiets mest kraftfulde værktøjer, nemlig muligheden for at ’suge data’ fra telemaster.

Potentielt kan op mod 10.000 sager fra 2012 til 2019 være påvirket – herunder opklaringen af mordet på Emilie Meng, som forsvandt fra Korsør efter en bytur i sommeren 2016 og blev fundet død juleaftensdag samme år i Borup.

Fejlen på teledata-systemet er meget alvorlig. Det mener forsvarsadvokat Michael Juul Eriksen, som selv har brug teledata som bevis under retssager flere gange.

»Hvis der bare er én sag, hvor en uskyldig er dømt, så er det et alvorligt knæk for retsfølelsen,« siger han til B.T.

Han påpeger, at politiet ofte bruger teledata som bevis for, at nogen har været på et gerningssted eller måske til et planlægningsmøde på et bestemt tidspunkt.

Og særligt i Emilie Meng-sagen har den information været nyttig, fordi politiet har krydstjekket telefoner, der har været i Korsør og Borup på de relevante tidspunkter for sagen.

Emilie Meng var 17 år gammel.
Emilie Meng var 17 år gammel. Foto: privat
Vis mere

Men fejlen i IT-systemet gør, at nogle informationer er blevet sorteret fra – og at gerningsmanden derfor potentielt kan være gået under radaren.

Dog er det ikke noget, Mai-Brit Storm Thygesen kan få bekræftet.

Politiet holder nemlig kortene tæt ind på kroppen og vil ikke oplyse andet end, at fejlen blandt andet har påvirket efterforksningen i Emilie Meng-sagen.

»Jeg vil blive ved med at presse på hos politiet, være i dialog med dem og stille opklarende spørgsmål, indtil jeg ved, hvad teledata-fejlen har haft af betydning for efterforskningen,« siger Mai-Brit Storm Thygesen.

Emilie Mengs familie har ikke ønsket at kommentere på politiets fejl, men Mai-Brit Storm Thygesen siger, at de er kede af det og bekrymrede over udviklingen.

Familien har fra starten af været meget kritiske over for politiets arbejde.

For eksempel kritiserede Emilie Mengs mor, Helene Meng, politiets arbejde tilbage i maj 2018.

Dengang sendte hun et brev til daværende justitsminister Søren Pape Poulsen (K). B.T. fik aktindsigt i brevet i oktober 2018.

»Ud over den ubegribelige sorg, vi har været igennem, har vi ligeledes måtte kæmpe med et utal af problemer omkring den efterforskning, som Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi har stået for,« skrev moren blandt andet i brevet, som fortsatte:

»Efter vores opfattelse har efterforskningen været mangelfuld på nogle helt centrale punkter. Derudover har de pågældende politifolk haft meget svært ved at respektere de aftaler, vi har lavet omkring den forudgående orientering af os, inden man er gået ud med noget i pressen.«

B.T. har også været i kontakt med Rigspolitiet, der ikke vil kommentere på IT-fejlens påvirkning af efterforskningen.

'Vi har desværre ikke mulighed for at kommentere på konkrete sager eller verserende efterforskninger,' skriver Rigspolitiet i en mail.