Et seks år gammelt Facebook-opslag bliver delt igen og igen. Nu vil Elin Lind Sørensen have det stoppet.

Tirsdag var for Elin Lind Sørensen som de fleste andre tirsdage.

Efter arbejde skulle hun lige tjekke, om der var noget spændende at se på det sociale medie Facebook, og som så ofte før loggede hun ind og scrollede ned gennem sit 'feed'.

Men blandt de mange mere eller mindre uinteressante opslag faldt hun over en efterlysning af en kvinde fra Karby.

»Jeg ser, at det er en kvinde fra Mors, og jeg trykker på linket, fordi jeg vil se, om det er en, jeg kender. Jeg kan se, at hun er kørt hjemmefra i nedtrykt tilstand i en rød Fiat Punto,« siger 60-årige Elin Lind Sørensen, der i første omgang har talt med Nordjyske.dk.

»Men så faldt jeg over registreringsnummeret på bilen. Det lignede et, jeg kendte,« siger hun videre.

Og det skulle vise sig, at hun fik ret.

Registreringsnummeret var nemlig akkurat det samme som det, hun havde på sin egen røde Fiat Punto, som hun købte i december.

»Det kunne jeg ikke få til at hænge sammen. Så jeg ringede til politiet. Min bil holder på en offentlig parkeringsplads, så jeg ville gerne undgå, at nogen måske genkendte bilen og registreringsnummeret og ringede til politiet, så den blev klistret til med politibånd.«

Men hos politiet undrede man sig over Elin Lind Sørensens henvendelse om den efterlyste kvinde, som var kørt i en rød Fiat Punto med samme registreringsnummer som Elin Lind Sørensens bil.

Faktisk kunne de slet ikke finde nogen aktuel efterlysning af en kvinde fra Karby, fortalte de, da de senere på dagen ringede tilbage til Elin Lind Sørensen.

»Mens jeg havde dem i røret, fandt jeg artiklen frem igen, og da mine øjne glider ned over artiklen, falder jeg pludselig over datoen. Det er et opslag fra 2014,« siger hun.

Den dato var der tilsyneladende mange, der havde overset. For ifølge Elin Lind Sørensen blev artiklen delt igen og igen.

Derfor satte hun sig til tasterne og lavede et opslag, hvor hun opfordrede til, at man ikke deler opslaget og artiklen med den efterlyste kvinde fra Karby,

»Det er jo af hensyn til dels mig selv, dels den efterlyste kvinde og hendes pårørende,« siger hun og tilføjer, at hun heldigvis aldrig fik henvendelser om sin bil og registreringsnummeret.