Blandt rigmænd og royale, Lamborghinier og Porscher. Her lever den hovedmistænkte i udbytteskattesagen i absolut luksus. Det bliver tydeligt, da bommen går op, og vi kører ind på den bevogtede vej.

Vi vil helt tæt på Sanjay Shahs hus. For at få adgang til vejen har vi lavet en aftale med en ejendomsmægler om at se et hus til salg for 28 millioner kroner.

Først passerer vi Sanjay Shahs store firehjulstrækker. Han bor i villa nummer C2 på den kunstige, palmeformede ø Jumeirah. Vi skal til fremvisning i C11, ikke langt fra Sanjay Shah, så vi sænker farten for at få det hele med.

B.T. er taget til Dubai for at tegne et billede af Sanjay Shahs liv og forsøge at opklare, hvor pengene er blevet af. Han er udpeget som bagmand i danmarkshistoriens største svindelnummer, hvor fusk med udbytteskat kostede statskassen 12,6 milliarder kroner.

Den kunstigt byggede ø Palm Jumeirah set oppefra.
Den kunstigt byggede ø Palm Jumeirah set oppefra.

På vej til mødet med ejendomsmægleren kører vi forbi familiens Shahs 650 kvadratmeter store villa. Tre kameraer overvåger facaden.

Senere lykkes det os at se præcis, hvordan familiens hus er indrettet.

Her på vejen er han nabo til nogle af emiraternes mest magtfulde mennesker.

Hvis man fortsætter til enden af vejen, ligger der et palæ, der ifølge en ejendomsmægler er ejet af kronprinsen af Abu Dhabi og den næstkommanderende for Forenede Arabiske Emiraters forsvar, Sheikh Mohammed bin Zayed Al Nahyan.

Palæet er på over 5.500 kvadratmeter, fortæller mægleren, og det strækker sig over hele spidsen af palmebladet med udsigt både til det ikoniske sejlformede, fem-stjernede luksushotel Burj al-Arab og resten af den eksklusive palme.

Værelse til stuepige og chauffør

Ikke alle Sanjay Shahs naboer er royale. Nogle er også ganske almindelige mangemillionærer som for eksempel den kvinde, hvis villa vi får fremvisning i.

Foran villa C11 tager en ejendomsmægler imod os.

Ejeren, der er i huset under fremvisningen, er en midaldrende kvinde i en stramtsiddende kjole med leopardmønster, røde læber og lange, kunstige røde negle.

Hun er ejendomsinvestor, der køber huse, istandsætter dem, udlejer eller sælger dem videre.

»Men det er ikke nødvendigt at sælge. Hvis ikke det bliver solgt, bliver det ikke solgt,« siger hun.

Da vi går rundt i huset, fortæller ejendomsmægleren, at de fleste villaer på palmen blev bygget for 10 år siden. Men selvom husene ikke er ældre, er det ikke atypisk, at ejerne skifter alt indvendigt i huset ud med få års mellemrum.

Priserne på husene spænder fra omkring 25 til 170 millioner kroner.

Nu vil mægleren vise os endnu en villa. Denne er præcis magen til Sanjay Shahs. Den er ejet af en russisk rigmand, men det er kun stuepigen, der er hjemme, da vi er til fremvisning.

Det er en såkaldt 'signatur villa' i europæisk stil, og som udgangspunkt har alle villaer på Palm Jumeirah i europæisk stil samme planløsning.

Cirka 650 kvadratmeter i to plan med seks soveværelser, seks badeværelser, værelser til stuepige og chauffør, to store stuer, garage til to biler og meget mere.

Nu har vi et præcist billede af, hvordan Sanjay Shah bor sammen med sin kone og sine tre børn.

Vi beder om endnu en fremvisning. Denne gang på palmeblad N, hvor Shah ifølge et datalæk har ejet fem grunde i 2016.

Da vi ankommer, fortæller vores ejendomsmægler, at to af grundene, som ligger på spidsen af palmebladet, er solgt til en rigmand, der er i gang med at opføre et stort palæ.

To af Shahs andre grunde er også solgt for nylig, mens der er ved at blive opført et hus på den sidste grund.

Mens vi har været rundt og se millionvillaer, er der dog noget, der tyder på, at Sanjay Shah ikke er i byen mere. Han har lagt et billede op på Instagram fra museet Louvre i Abu Dhabi, der ligger cirka 100 kilometer væk.

Vi beslutter i stedet for at prøve at finde Sanjay Shahs kone, Usha Shah.

Se med i morgen, når B.T. kan afsløre, at Sanjay Shahs kone også har været involveret i svindlen.

Eller se og læs kapitel 1 her.