En vagt i uniform bevogter indgangen til en villavej, hvor den hovedmistænkte bag det største svindelnummer i dansk historie bor.

Selv om det er fire år siden, at britisk-indiske Sanjay Shah blev udpeget som bagmand i tyveriet af 12,6 milliarder skattekroner, lever han i dag et liv i absolut luksus blandt verdens rigeste.

B.T. er taget til Dubai for at beskrive hans liv og for at forsøge at opklare, hvor pengene er blevet af.

Bagmandspolitiet og Skats efterforskning viser, at han har overført mindst 999 mio. kr. til private konti.

Penge, som kan spores direkte tilbage til skattekassen.

Det fremgår af en foreløbig opgørelse fra Skattestyrelsen, som B.T. har fået indsigt i via retsdokumenter fra High Court i London, hvor styrelsen har stævnet Shah og 70 andre for deres medvirken i svindlen med udbytteskat.

Selv om Skattestyrelsen er lykkedes med at få dele af Sanjay Shahs værdier indefrosset i London og Dubai, har han stadig råd til at bo i sin store villa på den kunstige, palmeformede ø Palm Jumeirah.

Og på trods af at Shah er sigtet af Bagmandspolitiet i Danmark, er han ikke bange for at vise sin rigdom.

Han udtalte i oktober 2017, at han ejer 50 ejendomme i London, Dubai, Hongkong og Japan, og at han fortryder sit køb af en yacht til 8,5 mio. kr., fordi han ikke får den brugt.

Foran Sanjay Shahs vej spærrer en bom indgangen. En vagt i et skur sørger for, at kun beboere og deres tjenestefolk kommer ind. Der er forbud mod at parkere i nærheden af den private villavej.

Vi holder i afstand fra vagtskuret for at holde øje med, om Sanjay Shah kører ud. Imens udtænker vi en plan.

Sanjay Shahs profil på Instagram viser, at han kører i en sort Ford Shelby F150 Super Snake. Nu holder den store bil med firehjulstræk og enorme dæk, der hæver føreren op over de andre biler, på vejen.

Selv er Sanjay Shah en lav, skaldet, buttet mand af indisk afstamning, født i London.

Mens vi holder udkig fra bilen, kommer ideen. Vi ringer til en ejendomsmægler og spørger ind til en villa, der er til salg på Sanjay Shahs vej kaldet Al Hilali Cove.

Villaen er ligesom Shahs hus en såkaldt 'signature villa', altså en af de dyreste. 28 millioner kroner.

»Hvornår vil du se huset?« spørger ejendomsmægleren i telefonen.

»Så hurtigt som muligt.«

Da vi afslutter opkaldet, kigger vi på hinanden og overvejer, om vi virkelig kan gå for at være millionærer med råd til et feriehus bygget på en kunstig ø i den persiske golf.

Hvad hvis han spørger, hvordan vi har tjent vores penge? Eller hvorfor vi kører i en Hyundai og ikke en Lamborghini, Bentley eller Maserati ligesom de beboere, der muligvis bliver vores kommende naboer?

Se Sanjay Shahs luksusvilla i morgen, når B.T. bringer kapitel 2.