I Danmark udbetalte Skat over tre år flere milliarder kroner til udlændinge. Men Danmark står ikke alene.

København. Det blev kaldt danmarkshistoriens største skattetyveri, da statskassen blev drænet for 12,7 milliarder kroner i skandalen om udbytteskat. Men Danmark var kun én brik i et langt større komplot, som har ramt ni lande i Europa. I alt er offentlige kasser tømt for anslået 410 milliarder kroner.

Læs her, hvordan svindlen angiveligt er foregået mod Danmark:

* Et større organiseret netværk af selskaber i udlandet har tilsyneladende søgt om at få udbetalt udbytteskat på baggrund af fiktive aktiebeholdninger og forfalsket dokumentation.

* Selskaber i udlandet skal ikke betale skat af udbyttet af deres aktier, mens skatten for danske selskaber er på 27 procent.

* Svindlen sker, hvis selskaberne har søgt om at få tilbagebetalt udbytteskat, uden de har ejet de aktier, som de vil have tilbagebetalt skat for.

* Ifølge Politikens oplysninger er de to sigtede i USA samt en tredje sigtet - briten Sanjay Shah - mistænkt for blandt andet at have svindlet igennem fiktive amerikanske pensionsfonde.

* Ved at hævde, at pensionsfondene ejede aktier i danske selskaber for mange milliarder, påstod svindlerne, at pensionsfondene havde ret til at få udbytteskat retur efter aftaler om dobbeltbeskatning mellem Danmark og USA.

* Skattestyrelsen har anlagt 388 civilretlige sager med et samlet krav på 12,7 milliarder kroner. Retssagerne er anlagt i blandt andet USA, Storbritannien, Malaysia og Dubai.

Svindlen fandt sted i perioden fra 2012 til 2015.

* 18. oktober 2018 afslører Politiken, DR og 17 andre europæiske medier, at en hård kerne af spekulanter har drevet spekulation og svindel med udbytteskat i mindst ni lande i Europa. Samlet set har landene tabt 410 milliarder kroner.

Kilde: Skat, Politiken, Skattestyrelsen.