Østjyllands Politi efterlyser nu førerne eller passagerne i fem konkrete biler, som ses på videoovervågningen natten til den 8. marts i det kryds i Viby, hvor 21-årige Søren Koch blev skuddræbt.
Et drab, som efter al sandsynlighed skete, fordi den 21-årige var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Alt i politiets efterforskning peger på, at han var et tilfældigt offer.
»Vores konklusion er, at den 21-årige var en sagesløs ung mand, som absolut ingen forbindelse har haft til det kriminelle miljø eller bandemiljøet.«
»Han var alene i sin bil og på vej hjem, da han af ukendte årsager blev ramt af skud og på tragisk vis afgik ved døden,« siger politiinspektør Brian Voss Olsen.
Siden den 21-årige blev fundet dræbt i sin bil har Østjyllands Politi efterforsket sagen intensivt og har blandt andet kigget mange timers overvågning igennem.
Derfor efterlyser politiet personerne i fem biler, der ses køre i krydset Ringvej Syd/Søndervangs Allé i Viby kort efter klokken 00.50 natten til den tirsdag 8. marts.
De vidner, der efterlyses:
Omkring klokken 00.53 kører en lille hvid bil af ukendt mærke ad Søndervangs Allé i nordlig retning. Bilen kører ligeud i krydset Søndervangs Alle/ Ringvej Syd og fortsætter ad Søndervangs Alle. (Rød pil på kortet herunder)
Cirka samme tid kører en lille grå bil (muligvis Kia Picanto eller Fiat Panda) med tågelygterne tændt ad Søndervangs Allé i nordlig retning og svinger i krydset Søndervangs Alle/Ringvej syd til venstre ad Ringvej Syd. (Blå pil kortet herunder)
Cirka samme tid kører et køretøj af ukendt størrelse og farve med høj hastighed ad Ringvej syd i østlig retning og igennem krydset Søndervangs Alle/Ringvej Syd. (Sort pil på kortet herunder)
Kort før klokken 00.54 kører et køretøj af ukendt størrelse og farve ad Ringvej Syd og svinger til venstre i krydset Søndervangs Alle/Ringvej Syd, hvor den er ved at kollidere med det køretøj politiet har fremsat billeder af i pressen. (Grøn pil på kortet herunder)
Cirka samme tid kører et køretøj af ukendt størrelse og farve ad Søndervangs Allé i nordlig retning og svinger i krydset Søndervangs Alle/Ringvej syd til venstre ad Ringvej Syd. (Blå pil på kortet herunder)

Du skal ringe til Østjyllands Politi på 114, hvis du befandt du dig i en af bilerne.
»Vi vurderer, at personerne i de fem konkrete biler potentielt kan være vigtige vidner, og derfor vil vi meget gerne i kontakt dem. Samtidigt vil jeg gerne sende en stor tak til de mange borgere, der allerede har henvendt sig med tips, observationer og videoovervågning. Det har været en stor hjælp, » siger Brian Voss Olsen.
I sidste uge satte familien for første gang ord på den tragiske hændelse.
'Kære samfund, kære verden. I sidste uge mistede vi vores Søren. Søren blev fundet skuddræbt i sin bil natten til tirsdag 8. marts i 8260 Viby J. Alle skal vide, at Søren ingen relationer til miljøer med våben har!',
Sådan lød blandt andet i et rørende Facebook-opslag, som B.T. har fået tilladelse til at bringe citater fra.
Søren Koch havde sin daglige gang på VIA University College i Aarhus, hvor han netop var startet på uddannelsen som bygningskonstruktør.
Der er endnu ingen anholdte i sagen.