En 25-årig mand nåede at være efterlyst i 26 dage, før politiet fik lagt ham i håndjern.

»Han blev anholdt i går. Vi fik en henvisning om, at nogen havde set ham ved en opgang i Aalborg, og så kørte vi dertil,« fortæller Kenneth Rodam, der er politikommissær ved Nordjyllands Politi.

Den 25-årige er mistænkt for at have været medvirkende til en alvorlig voldssag.

Sammen med to andre er han mistænkt for at have overfaldet og slået en 32-årig mand med en seks liters flaske på Jomfru Ane Gade 20. november.

De to andre mistænkte voldsmænd på 17 og 19 år blev varetægtsfængslet 8. december, men tredjemanden har ikke været lige så nem at få fingrene i.

Dog lagde den 25-årige brødkrummer ud til politiet, da en advokat 5. januar kunne afsløre over for Nordjyllands Politi, at advokaten var blevet kontaktet af ham.

»Vi forventer, at han melder sig selv inden for de nærmeste dage,« var konstateringen den dag fra Kenneth Rodam, efter kontakten var blevet etableret til advokaten. Men han henvendte sig aldrig.

Selvom politiet selv skulle ud at lede efter ham, siger Kenneth Rodam dog, at anholdelsen forløb sig forholdsvist roligt.

Fredag middag var han så i grundlovsforhør i Retten i Aalborg.

»Jeg kan ikke sige meget, fordi der var lukkede døre, men jeg kan sige, at han er blevet varetægtsfængslet til 25. januar,« oplyser anklager ved Nordjyllands Politi, Eva Madsen.

»Datoen er sat til, at hans sag kan køre med medgerningsmændenes sag. Sagen er ved at være klar, men vi har skulle vente på den sidste mand, som vi har fået fat i nu,« siger hun.