Imens anklagemyndigheden afhørte en retsmediciner om, hvordan den dræbte Mohammad Al-Zerjaw døde, faldt en kvindelig pårørende til ham pludselig om og ned fra en stol i Retten i Aarhus.

Samtidig rejste flere af de andre pårørende i retslokalet sig.

Det gjorde, at dommeren kortvarigt måtte afbryde retsmødet, da man var i tvivl om, hvorvidt kvinden var besvimet.

»Er der brug for en pause?« Lød det fra dommer Mette Helby Jensen.

Kvinden kom dog hurtigt op igen, men var fortsat tydeligt mærket af de ting, som retsmedicineren havde vist, og der blev råbt ukvemsord på arabisk – formentligt mod de tre tiltalte i sagen på henholdsvis 22, 26 og 27 år.

Samtidig brød flere af de andre pårørende på tilhørerrækkerne også ud i gråd – blandt andet den dræbtes mor, som alle retsdage har fulgt sagen.

Mette Helby Jensen måtte derfor anmode de pårørende om at forlade lokalet, hvis der ikke kunne blive ro.

»Jeg ved godt, det må være hårdt for jer at se og høre om disse ting, men jeg er nødt til at bede om ro i retten,« lød det fra hende.

Alle endte dog med at blive på deres pladser, og retsmødet kunne kort efter fortsætte.