En voldsom brand har natten til onsdag raseret en industrivirksomhed ved Thisted.

»Det har været en stor brand,« oplyser Diana Sørensen, chefvagt hos Nordjyllands Beredskab.

Hele otte forskellige stationer samt Beredskabsstyrelsen har deltaget i slukningsarbejdet ved CSK Stålindustri på Thorslundsvej.

»Allerede på vej ud kan indsatslederen se flammerne og vælger derfor at rekvirere ekstra styrker,« forklarer Diana Sørensen fra Nordjyllands Beredskab.

Presse-fotos.dk

Da brandfolkene ankom til virksomheden var der så yderligere grund til bekymring.

Her kunne de nemlig allerede høre flere eksplosioner fra de produktionshaller, der allerede var voldsomt angrebet af flammerne.

»Der var mange gasflasker på stedet, og det har drejet sig om forsigtighed i forhold til dem og noget øvrigt svejseudstyr. Så det var vores ene bekymring,« siger Diana Sørensen fra Nordjyllands Beredskab:

»Og så var der en skorsten, som vi var bange for ville kollapse.«

Presse-fotos.dk

Det gjorde den dog ikke.

Kl. 6.30 onsdag morgen er branden under kontrol, og i øjeblikket er efterslukningen i gang. Flere stationer er også ved at blive sendt hjem.

Nordjyllands Beredskab regner dog med at være at skulle arbejde på stedet »det meste af formiddagen«.

Det skete ingen personskade i forbindelse med den voldsomme brand.