»Det ser ikke sådan rasende godt ud.«

Det varme forårsvejr lader endnu vente på sig – og i stedet får vi snart en noget anden vejrtype op til landet.

Det fortæller den vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut, Mette Zhang, fra morgenstunden onsdag.

Før den anden vejrtype sniger sig ind på landet, skal vi dog igennem et døgn, der minder en del af noget, vi har prøvet før:

»I dag er vel nærmest en form for gentagelse af de seneste dages vejr,« forklarer hun.

Dagen begynder med flot og solrigt vejr, der dog fortsat er til den kølige side. Temperaturen kommer til at lægge sig mellem syv og 13 grader, og i løbet af dagen kan der blomstre nogle skyer op i det ellers fine solskin.

»Og så kan der måske komme en enkelt byge hist og pist,« forklarer meteorologen.

Efter en del dage med stort set det samme vejr ser det dog ud til at ændre sig torsdag:

»I morgen ser det ud til, at vi får en lidt anden vejrtype. Det er stadig til den kølige side, men det ser ud til, at der skal passere et lavtryk syd om os, og der kan trække et regnområde op over landet. Men hvor langt op over, det kan komme, det er endnu lidt usikkert,« forklarer Mette Zhang.

»Men det ser i hvert fald ud til at komme til at ligge over Sjælland, som det er lige nu.«

Torsdag ser derfor ud til at blive en noget mere skyet og våd affære, end de tidligere dage har været.

Døgnet efter – om fredagen – vender det efterhånden genkendelige vejr, som vi har haft i begyndelsen af denne uge, lidt tilbage.

»Hvis man sidder og håber på at kunne komme ud og nyde en kop kaffe i 15-18 graders varme, så kniber det lidt med det lige nu, vil jeg sige. Det ser ikke sådan rasende godt ud. Men nu må det da snart gå den rigtige vej,« siger Mette Zhang med et grin.

Årsagen til, at det går lidt langsomt med at finde de varmere grader frem, er, fordi vi har en relativt massiv koldluft liggende over os.

»Og det er svært at få det flyttet, nu det først er der. Vi kan sagtens få solskin, og det vil også føles rart og rigtig dejligt, hvis man kan finde noget læ med fuld sol, men hvis man går ud, hvor der er lidt vind, eller hvis du kommer til at sidde i skyggen, så vil det stadig føles køligt,« forklarer hun.

Generelt ser april måned ud til at blive en kølig omgang. Måneden er selvfølgelig ikke slut endnu, men ud fra de seneste tal, som klimatologerne har haft at arbejde ud fra, ser det ud til, at april bliver en del køligere end normalt:

»Et forsigtigt bud lyder, at vi måske kommer til at ligge 1,7 grader under normalen,« fortæller Mette Zhang.

Middeltemperaturen for april ligger normalt på 7,2 grader, og indtil videre – med forbehold for, at der endnu er et par dage tilbage af måneden – ser denne april ud til at ende på 5,5 grader.

»Og det er i den kølige ende, må man sige,« forklarer meteorologen.