Da det sidste år kom frem, at en præst var under mistanke for at have dræbt sin egen hustru og have bortskaffet hendes lig, kom det som noget af en overraskelse for lokalsamfundet.

Også for dem, der har arbejdet tæt sammen med ham i Ansgarkirken i Hedehusene.

En af dem er Bjarne Kogsbøll, der er mangeårigt menighedsrådsmedlem i kirken, skriver Sjællandske.

»Det kom som et chok. Det havde vi selvfølgelig slet ikke set komme, og det er klart, at det er noget, vi har talt meget om,« forklarer han til lokalmediet.

Præsten Thomas Gotthard var ikke bange for selv at være i centrum i kirken. Nu er han tiltalt for at have slået sin kone ihjel, som også var mor til to af hans børn.
Præsten Thomas Gotthard var ikke bange for selv at være i centrum i kirken. Nu er han tiltalt for at have slået sin kone ihjel, som også var mor til to af hans børn. Tina Arpe

Onsdag blev anklageskriftet i sagen mod den 44-årige præst Thomas Gotthard afsløret.

Han er tiltalt for i løbet af et tidsrum på 81 minutter at have slået hustruen Maria From Jakobsen ihjel. Af anklageskriftet, som B.T. har fået aktindsigt i, fremgår det, at Thomas Gotthard er tiltalt for to forhold:

Manddrab samt usømmelig omgang med lig.

Han nægter sig skyldig i begge dele.

Maria From Jakobsen havde netop kørt parrets to børn i skole, da hun blev slået bevidstløs med en sten, kvalt og stoppet i en tønde.
Maria From Jakobsen havde netop kørt parrets to børn i skole, da hun blev slået bevidstløs med en sten, kvalt og stoppet i en tønde. Privatfoto

Til Sjællandske fortæller Bjarne Kogsbøll, at man i kirken har fået henvendelser fra borgere, der har været chokeret, efter det kom frem, at præsten var den anholdte i sagen, blandt andet fordi Thomas Gotthard ifølge menighedsrådsmedlemmet var »en populær præst, en entertainer, der godt kunne lide at være på«.

Ifølge politiets tiltale blev Maria From Jakobsen dræbt 26. oktober mellem klokken 08.24 og 09.45 'i Frederikssund eller omegn' – altså i løbet af præcis 81 minutter.

Liget af Maria From Jakobsen er imidlertid aldrig blevet fundet, og drabet er således sket på 'ukendt vis'.

Politiet er ifølge anklageskriftet af den overbevisning, at Thomas Gotthard selv har bortskaffet liget – ligeledes på en ukendt måde og et ukendt sted.

Du kan læse mere om sagen mod præsten i artiklen HER.